Fra radiokald til apps: Esbjerg Taxa fejrer 110 år
Torben Kirketerp begynder dagen med en kop kaffe i kantinen hos Esbjerg Taxa. Det gør han hver morgen. Ikke kun fordi kaffen smager godt, men fordi kantinen er det sted, hvor han får de vigtige input.
Fra chauffører, vognmænd og ansatte, der kender hverdagen på vejene bedre end nogen andre.
Torben har været formand for Esbjerg Taxa siden 1996, men hans egen historie i selskabet går endnu længere tilbage.
Tilfældigheder blev til en livslang karriere
Torben fik sit kørekort til taxa i slutningen af 1980’erne. Dengang var planen egentlig ikke at blive chauffør.
“Jeg tog kørekortet, fordi jeg kunne, men da jeg først sad bag rattet, blev jeg hængende,” fortæller han med et smil.
Fra chauffør gik turen hurtigt videre. I 1992 fik han sin egen tilladelse fra Esbjerg Kommune og blev vognmand. Dengang var taxa-branchen stærkt reguleret, og det var kommunen, der styrede, hvem der fik lov at blive vognmand.
“Der var ventelister og stramme kriterier. Dem, der havde kørt længst tid som chauffør, fik tilladelserne,” husker Torben.
I 1996 blev han valgt som formand, en post han har holdt fast i lige siden.
110 års lokal historie
Esbjerg Taxa er en af Danmarks ældste taxaselskaber og fylder i år 110 år. Faktisk er det kun Københavns selskab, der er ældre.
“Det er noget særligt at have været en del af Esbjergs udvikling i så mange år. Vi er jo en vigtig del af byens liv,” siger Torben.
Historien har budt på både op- og nedture. I 1992 blev Esbjergs taxaselskab splittet op, og der kom konkurrence fra et nyt selskab. Det førte til protester og strejker, men Esbjerg Taxa holdt fast i sine principper om kvalitet og lokal forankring.
I 2007 skete endnu en stor ændring, da kommunesammenlægningen bragte Bramming og Ribe med ind under Esbjerg Kommune.
“Det var en stor opgave at få dækket hele området godt nok, men det lykkedes. Vi fik samlet vognmændene fra Ribe og Bramming, og det har styrket vores position i hele kommunen,” fortæller Torben.

Når teknologien ændrer branchen
Taxa-branchen har ændret sig voldsomt, siden Torben startede. I begyndelsen var der radiokommunikation og kontant betaling. I dag er alt digitalt og styret af apps og tablets.
“Vi har tilpasset os udviklingen løbende, men grundlæggende handler det stadig om god service og pålidelighed. Kunderne forventer, at alt fungerer perfekt,” siger han.
Samtidig erkender Torben, at nye digitale aktører som Uber og Bolt presser branchen, og at konkurrencen aldrig har været hårdere end nu.
Læs også: Morgenmad eller brunch: Her finder du de bedste steder i Esbjerg “Vi tager kampen op ved at understrege, at vi er lokale. Når kunderne vælger os, vælger de samtidig at støtte lokale arbejdspladser og en virksomhed med rødder i byen.”

Et stærkt fællesskab på tværs af byerne
Esbjerg Taxa står ikke alene. Selskabet samarbejder tæt med andre store byer som Aalborg, Vejle, Herning og Silkeborg.
“Det samarbejde er afgørende for, at vi kan levere god service og modstå konkurrence. Vi hjælper hinanden med at løse opgaverne på tværs af hele landet,” forklarer Torben.
I alt beskæftiger Esbjerg Taxa sammen med busselskabet næsten 200 mennesker. Det er mange, selvom man sjældent tænker over det, når man blot ser en enkelt taxa passere på gaden.

Tryghed er et nøgleord
For Torben er det afgørende, at kunderne altid føler sig trygge.
“Det skal altid være sikkert at køre med taxa. Derfor tjekker vi jævnligt både biler og chauffører. Vi deltager også i ordningen Tryg Taxi, som sikrer ekstra kontrol og sikkerhed for passagererne.”
Han understreger, at tillid mellem chauffør og kunde er alfa og omega:
“Vi lever af tillid. Hvis kunderne ikke føler sig trygge, mister vi dem, og det har vi ikke råd til.”
Fremtiden har stadig plads til mennesker
Når Torben ser fremad, tror han, at teknologien vil få endnu større betydning – men der vil stadig være behov for det menneskelige element i taxabranchen.
“Selvkørende biler kommer måske, men mange af vores kunder har brug for personlig service og hjælp. Den opgave kan teknologi ikke løse alene,” siger han.
For Torben Kirketerp handler fremtiden også om at holde fast i den lokale profil og sikre, at Esbjerg Taxa fortsat er en vigtig del af byens puls.