Fra Ringe til Esbjerg: Springer ud i et helt nyt kapitel
Hvert år i sensommeren fyldes gaderne i landets studiebyer af unge mennesker, der står på tærsklen til et nyt kapitel.
Flere tusinde tager hul på en ny uddannelse, og for mange betyder det også et farvel til hjembyen og et første møde med livet som voksen på egne ben.
En af dem er 20-årige Kirstine Tornelund fra Ringe på Fyn.
For blot to uger siden flyttede hun til Esbjerg, og i dag begynder hun på jordemoderuddannelsen på UC Syd.
Hun er langt fra den eneste, der har pakket flyttekasser og efterladt det velkendte bag sig, men for Kirstine er netop dét at starte studie i en ny by en oplevelse, hun har kastet sig ind i med både spænding og nysgerrighed.
Et spring væk fra Fyn
At flytte hjemmefra for første gang er i sig selv en stor forandring. At gøre det i en helt ny by gør ikke udfordringen mindre.
“Det er spændende, udfordrende, men på en god måde. Jeg har proppet mit program med alt muligt for at komme ud og opleve byen og skaffe nogle relationer,” fortæller hun.
Siden hun ankom til Esbjerg, har hun brugt fritiden på at udforske sin nye hjemby.
Hun har gået ture gennem gågaden, været ved de Hvide Mænd, besøgt stadion og taget de første skridt i at lære Esbjerg at kende.

Et varmt førstehåndsindtryk
Selvom hun kun har været her i to uger, er indtrykket af Esbjerg positivt.
“Jeg synes, at Esbjerg er en mega hyggelig by. Folk er søde og imødekommende, og jeg bliver ofte mødt med smil og godmorgen, når jeg løber en tur. Selv i butikker oplever jeg folk, der giver komplimenter bare fordi,” fortæller Kirstine.
Savnet til Fyn er endnu ikke nået at melde sig. Dels fordi hun har haft travlt med at falde til, dels fordi familien hurtigt har været forbi for at se den nye lejlighed, og så er de altid kun et opkald væk.

Hvorfor jordemoder – og hvorfor Esbjerg?
At det blev jordemoderuddannelsen, var en beslutning, hun tog under sit sabbatår.
“Jeg har arbejdet på plejehjem de sidste tre år, og jeg har altid elsket at være sammen med små børn. Jeg tror, det tiltaler mig, at det bliver et job, hvor ingen dage er ens, og hvor man virkelig føler, at man gør en forskel,” siger hun.
Valget mellem byerne stod mellem Aalborg og Esbjerg. Og her trak Esbjerg det længste strå.
“Jeg kunne ikke se mig selv i København, og Esbjerg virkede til at være en mindre studieby, hvor det var lettere at falde til. Samtidig er det tættere på min familie. Det tiltaler mig rigtig meget,” fortæller hun.
Studiejob og nye relationer
Allerede inden studiestarten har Kirstine sikret sig et studiejob på Esbjerg Friplejehjem.
“Jeg synes, det var rart at have styr på det, så jeg kan fokusere på studiet. Jeg valgte et plejehjem, fordi det er noget, jeg kender i forvejen, så alt ikke bliver nyt på én gang,” siger hun.
Hun ser frem til at møde sine nye medstuderende, deltage i byens studiestartsaktiviteter og finde sin rytme i studielivet.
“Jeg glæder mig til at møde lærerne og klassekammeraterne og til at komme i gang med nogle helt nye fag. Det bliver spændende at se, hvordan det er at gå på en videregående uddannelse,” siger hun.
En god start i Esbjerg
De første to uger har overbevist hende om, at Esbjerg er et godt sted at starte studielivet.
“Jeg har været inde på E1 og set, hvor mange ting der bliver lavet for studerende. Jeg synes, det er mega fedt, at der er så mange tiltag – også gratis. Det giver et godt indtryk af Esbjerg som studieby,” fortæller hun.
For Kirstine Tornelund venter der nu tre et halvt år med nye fag, nye venner og en ny hverdag i Esbjerg. Et kapitel, hun glæder sig til at skrive videre på.
