Fransk finesse og danske råvarer: Nyt bistrokoncept er klar i Esbjerg
Mandag den 2. juni åbner Restaurant Plates i Esbjerg dørene til et nyt kapitel – og det bliver med både fransk finesse, dansk råvarekærlighed og en udsigt, der ganske enkelt tager vejret fra én.
Med et opgraderet interiør og et nyt, smagfuldt menukoncept tager Plates springet ind i bistroens varme favn.
Læs også: Esbjergs bedste cocktails: Vores guide til en god aften 
Her er der færre dogmer, mere nydelse – og vinoplevelser, man normalt skal køre langt for.
Fra den dag trækker restauranten gardinerne til side og inviterer både sollys og havudsigt helt ind i spisestuen. Den høje beliggenhed får nyt liv med hvide duge og et interiør, der lader panoramaet tale – fra nord til syd og ud over hele regionen.
Klassikere med kant
Det nye menukort emmer af alt det, der får hjertet til at slå lidt hurtigere hos både gourmeter og livsnydere.
Rørt tatar, hvide asparges med hollandaise, confiteret Hopballe-kylling og smørstegt rødspætte er bare nogle af de retter, der sætter tonen for den nye retning: Smagfuld, ukrukket og elegant.
Her får du både à la carte og fast menu
Konceptet balancerer mellem à la carte og fast menu.
Gæster kan sammensætte en personlig treretters, eller vælge blandt fire forretter, fire hovedretter, to desserter og en osteservering med blandt andet Hvide Dame fra Arla Unika og smørstegt rugbrød.
Til dem, der vil skrue op for oplevelsen, venter der særlige ”sides”, som løfter måltidet til noget uforglemmeligt.
Her får du revne sommertrøfler serveret ved bordet og en to-die-for-aioli med røget benmarv, der forener dybde og luksus i én mundfuld.

Bourgogne på glas
Men det stopper ikke her.
Vinelskerne kan glæde sig til noget så sjældent som Gevrey Chambertin på glas, mens det omfattende vinkort tæller 40 etiketter fra både Bourgogne, Rhône, Piemonte, Mosel og Rioja – nøje udvalgt af restauratør Lars Svendsen, der ikke lægger skjul på sin kærlighed til de store vine.
Vosne Romanée og Chambolle Musignyoptræder på kortet til priser, der får enhver connaisseur til at spidse ører.
Dertil kommer champagne fra øverste hylde – Krug, Dom Pérignon og Ruinart – som man kan lade perle i glasset, mens aftensolen rammer Vadehavet.
Med det nye koncept markerer Plates sig som en af regionens mest ambitiøse og kompromisløse restauranter – men altid med fokus på det uformelle, det lækre og det livsbekræftende.
Som Lars Svendsen selv formulerer det: “Færre retter. Færre dogmer. Mere nydelse.”