Fredag bliver det alvor i havnebassinet: Sådan redder de liv i Esbjerg
Fredag den 8. august kl. 15.30 bliver Trafikhavnen i Esbjerg forvandlet til kulisse for en fuldskala redningsøvelse, hvor publikum kan opleve, hvordan det ser ud, når liv skal reddes til søs.
Midt mellem de historiske sejlskibe under The Tall Ships Races springer nødstedte i vandet, redningsflåder pustes op, og hvis forholdene tillader det, suser en helikopter ind over havnebassinet for at hente dem op.
Redningsøvelse med både lokale og nationale kræfter
Bag øvelsen står Esbjerg-virksomhederne VIKING Life-Saving Equipment og RelyOn i tæt samarbejde med Kystredningstjenesten og Marinehjemmeværnet.
Publikum får mulighed for at se redningsarbejdet udført med det samme udstyr og de samme procedurer, som bruges i professionelle situationer verden over.
“Vi er stolte af, at to lokale virksomheder bruger The Tall Ships Races som ramme for at vise, hvad de kan. Det er en sjælden mulighed for publikum for at opleve en redningsaktion helt tæt på,” siger eventchef Kirsten Bisgaard Kirchner fra Esbjerg Kommune.

Fuld realisme fra første sekund
Øvelsen starter med et kraftigt tågehorn. Herefter sættes redningsflåder i vandet, og deltagere i redningsdragter hopper i havnebassinet for at blive reddet.
Fra kajen kan publikum følge hele forløbet tæt, når der bliver demonstreret både opsætning, sejlads og redningsprocedurer.
Et af højdepunkterne er præsentationen af verdens første motoriserede redningsflåde, LifeCraft, som har plads til 203 personer og er udviklet af VIKING i Esbjerg. Redningsfartøjet sejler rundt i havnebassinet som en del af øvelsen.
Hvis vejr- og sikkerhedsforhold tillader det, vil der også blive gennemført en spektakulær helikopterredning.
Viden og samarbejde redder liv
“Vi arbejder hver dag med løsninger, der redder liv til søs. Det er præcis det, publikum får lov at se i aktion under redningsøvelsen,” siger Malte V. Eggers fra VIKING Life-Saving Equipment, som samtidig er hovedsponsor for The Tall Ships Races i Esbjerg.
Læs også: Esbjerg Havn fyldes op: Størstedelen af Tall Ships-flåden er nu i havn Jan Dietz, seniorinstruktør hos RelyOn, ser også frem til dagen.
“Øvelsen er en værdifuld mulighed for at afprøve procedurer og samarbejde – og for at vise publikum, hvor vigtigt det er med viden, forberedelse og realistisk træning.”
Trafikhavnen åbnes for publikum
Øvelsen finder sted i Trafikhavnen, som normalt er lukket for offentligheden, men er åbnet i anledning af Tall Ships Races. Her kan man opleve både de 42 skibe fra 17 nationer og en lang række aktiviteter.
Esbjerg er vært for sejlskibsfesten for sjette gang og er udpeget som ankerhavn af Sail Training International.