Frivillig forening fylder 150: Sådan fejres dagen i Esbjerg
Lørdag formiddag indtager Foreningernes Dag Torvet, men når det er slut, fortsætter festen i Byparken.
Her markerer Røde Kors 150 år med internationalt arbejde, og i Esbjerg bliver dagen samtidig brugt til at sætte lys på de mange frivillige kræfter i kommunen.
“150-års jubilæum er altid stort, og vi har også 100-års jubilæum her i vores afdeling i Esbjerg. Derfor gør vi også lidt ekstra ud af fejringen her lokalt. Vi har lejet Byparken, og det gør vi for alle frivillige i Esbjerg Kommune. Det er ikke kun Røde Kors,” siger Anny Sandal, der er formand for Røde Kors Esbjerg.
Arrangementet i Byparken begynder klokken 16.00 og byder blandt andet på velkomst ved Susanne Dyreborg og Anny Sandal, musik med Swingerklubben og sangerinden Natascha Estrup samt afslutning senere på aftenen.
Ungdommens Røde Kors får også taletid på dagen, hvor Rune C. Pedersen vil fortælle om deres arbejde.
God opbakning, men plads til flere
Røde Kors er et kendt navn, men mange ved ikke nødvendigvis, hvor meget der foregår lokalt.
I Røde Kors Esbjerg er der i dag 357 frivillige fordelt på 17 aktiviteter samt 250 medlemmer.
Anny Sandal oplever, at der er god opbakning, men lægger heller ikke skjul på, at flere hænder altid vil gøre en forskel.
“Vi kan altid bruge flere frivillige. Så kan man få fordelt tingene mere, i stedet for at det er nogle få, det hænger på. Mange af vores frivillige er jo oppe i årene, så det handler også om at passe på dem, der allerede er med,” siger hun.
En del af formålet med dagen er også at vise, at Røde Kors i Esbjerg er meget mere end genbrugsbutikken og samaritterne, som mange forbinder organisationen med.
“Folk ved jo godt, hvad Røde Kors er. Men derfra og så til at vide, hvad det er, vi egentlig laver lokalt, er det ikke alle, der ved. Der er mange små grupper og aktiviteter, som ikke fylder så meget udadtil, men som betyder meget for dem, vi hjælper,” siger Anny Sandal.
Derfor håber hun også, at nogle af de gæster, der har været til Foreningernes Dag på Torvet, vil lægge vejen forbi Byparken bagefter.
Man kan finde yderligere information om arrangementet på Røde Kors Esbjergs hjemmeside.
Arrangementet begynder klokken 16.00 og slutter klokken 18.00.