Fuld koncentration: Cafe i Esbjerg forener generationer
Det var i juli sidste år, at Eva Lenschow og Michelle Blank-Petersen slog dørene op til Smykkeperler i Strandbygade i Esbjerg.
Her kan kreative sjæle komme og lave deres egne smykker i smykkecafeen, og det er blevet en populær beskæftigelse blandt byens borgere.
Hver uge kommer folk forbi og køber en såkaldt startpakke, hvor de selv kan kreere armbånd, halskæder, øreringe og andre smykker.
“Det er gået rigtig godt. Vi har haft mange arrangementer med nogle kreative kundeaftener, og de har været fuldt booket,” fortæller Eva Lenschow.
Også en butik
Kunder kan sidde i cafeen og lave deres egne smykker.
Men Smykkeperler er også en butik, der sælger smykkedele i løssalg, som folk kan købe og lave deres egne smykker af derhjemme.
“Vi har mange forskellige perler, sten, vedhæng og meget andet, som sælges. Så man behøver ikke sidde her og lave sine smykker. Hvis man mangler nogle materialer til smykker, så kan man komme ind og købe det,” siger Michelle Blank-Petersen.
Ifølge de to indehavere har mange taget smykkecafeen til sig, og hver uge er der mange, der kommer ind og bruger et par timer på at lave deres egne smykker.
Udover smykker sælger de også kaffe og kolde drikkevarer, som kan nydes, mens man fordyber sig i smykkerne.
“Det er en mulighed for folk til at designe deres egne smykker og sætte det præg på dem, de selv ønsker. De seneste år har det været en stor trend, især i de større byer, som mange har taget til sig, og det kan vi også mærke her i Esbjerg,” siger Eva Lenschow.
Hyggelige aftener
En af de store succeser i smykkecafeen har været deres arrangementer, som er cirka en gang om ugen.
“Vi holder nogle kreative kundeaftener, der er workshops i forskellige ting. Det kan være i øreringe, armbånd og meget andet. Alle arrangementerne er specialarrangementer og ikke noget, man kan opleve i hverdagen,” siger Eva Lenschow.
Udover kundeaftener holder cafeen også altid længe åbent til klokken 20.00 hver torsdag.
“Det er altid med mad. Typisk finder det sted i tidsrummet klokken 17.00 til 20.00, så det ligger som regel i spisetid. Derfor er der altid et langbord, hvor vi spiser først, og det plejer at være rigtig hyggeligt,” siger Eva Lenschow.

Smykkeperler melder løbende ud på Facebook og Instagram om kommende arrangementer. Tilmelding foregår via butikkens system.
Udover de planlagte arrangementer har folk også afholdt alt lige fra børnefødselsdage til polterabender i cafeen.
Flere generationer
Ifølge de to indehavere er det primært kvinder, der kommer i cafeen, men de ser indimellem mænd, der prøver kræfter med at lave smykker.
Det kan for eksempel være fædre med deres døtre, par eller andre nysgerrige.
“Vi oplever faktisk, at mange mænd, når de er her og kommer i gang, så går de meget op i det og bliver opslugt af at lave smykker,” fortæller Michelle Blank-Petersen.
Generelt har mange forskellige fundet vej til butikken i Strandbygade, og det er en trend, som taler til flere generationer.
“Vi ser folk i alle aldre. Det kan være mormor, mor og barnebarn, der alle synes, det er sjovt at lave smykker, så det er virkelig noget for alle,” siger Eva Lenschow.
Ifølge de to indehavere kræver det koncentration at lave smykker.
“Der er mange, som kommer herned og tænker, at de skal sidde og hyggesludre med hinanden, men tit bliver der helt stille, fordi de er så koncentrerede,” siger Eva Lenschow.
Læs også: Kendt café er flyttet: Mere plads til arrangementer