Fyraftensøl og politisk snak: Kendt politiker gæster Ribe
Tirsdag kan ribenserne kombinere en fyraftensøl med udenrigspolitik og bogsnak, når forfatter og medlem af Europa-Parlamentet Henrik Dahl (LA) besøger Ribe Bryghus.
Her fortæller han om sin nye bog “Den Tabte Fred – Hvordan Vesten vandt Den Kolde Krig og aldrig forstod de nye farer”, der sætter fokus på de geopolitiske udfordringer, Vesten står overfor i dag.
Arrangementet finder sted tirsdag den 17. marts fra klokken 16.30 til 18.00 på Ribe Bryghus på Seminarievej. Det er gratis at deltage.
Øl, bog og debat
Det er folketingsmedlem Carl Andersen fra Liberal Alliance, selv tidligere elev på Ribe Katedralskole, der står bag arrangementet.
Som en ekstra gestus giver han en øl til de første 20 fremmødte.
Henrik Dahl vil undervejs præsentere bogens centrale pointer og lægge op til en debat om, hvordan verdenssituationen har udviklet sig siden Murens fald, og hvilke nye trusler og konflikter Vesten står i i dag.
Publikum får både mulighed for at lytte, stille spørgsmål og deltage i en uformel dialog om de store internationale linjer.

Fyraftensmødet foregår i bryghusets uformelle rammer, hvor gæsterne samtidig kan smage på de lokale øl.
Arrangørerne lægger op til en eftermiddag med både skarpe perspektiver og afslappet stemning.
Alle er velkomne til at kigge forbi til en fyraftensstund i hjertet af Ribe med fokus på verden udenfor.
Læs også: Sang og politik i Esbjerg: Politikere satte ord på værdier gennem højskolesange