Stor hæder: Populære Gadens Gastronomer vinder fornem pris
Torsdag var der iværksætterfest i Esbjerg.
Det var Business Esbjerg, der for tredje år afholdt Esbjergs Helte, som er en fejring af byens iværksættere.
Samtidig er det kulminationen på acceleratorprogrammet Level Up! Det skriver Business Esbjerg på sin hjemmeside.
”I dag fejrer vi dem, der tør tage springet og tro på en god idé,” sagde Josefine Holmberg Baslund, der leder af Business Esbjergs Riggen, da hun byder velkommen til Esbjergs Helte.
Hyldest til iværksættere
Esbjergs Helte var også kulminationen på forløbet Level Up!
I løbet af syv måneder har otte iværksættere været en del af Level Up!
Her har de fået undervisning og sparring, og de har blandt andet lært at pitche deres virksomhed på bare ti minutter.
Ud af de otte deltagere er tre finalister blevet udvalgt. finalisterne var Gadens Gastronomer, Fanø Chokolade og Bitmind.
Det endte med at være Ian Choe Nielsen og Gadens Gastronomer, som vandt prisen. Med prisen følger også en pengepræmien på 25.000 kroner.

”Jamen jeg har det så godt. Det er en fed fornemmelse at vinde og et stort skulderklap, sagde en meget glad Ian Choe Nielsen på scenen og fortsatte:
”Samtidig forpligter det også, for nu er der endnu flere, der kender mig. Det skal jeg leve op til. Heldigvis arbejder jeg godt under pres,” det sidste bliver sagt med et stort smil.
På Scenen kunne Josefine Holmberg Baslund fortælle, at det havde været et tæt løb mellem de tre finalister. Men det endte med at være Gadens Gastronomer, der blev hyldet med guldkonfetti.
”At Level-Up! findes er godt for det lokale iværksættermiljø. Samtidig viser vi de unge, at de ikke behøver tage til Aarhus eller København for at skabe noget. Selvom Esbjerg ikke er en stor by, kan man sagtens skabe noget her. Og det elsker jeg,” slår Ian Choe Nielsen fast.