Godt nyt i Esbjerg: Specialister i psykiatri åbner klinik midt i byen
Tirsdag åbner en ny klinik midt i Esbjerg. På Strandbygade har en speciallæge i psykiatri og to specialpsykologer åbnet Psykiatrisk Klinik Esbjerg, hvor der skal der skal laves udredninger af psykiske lidelser for private patienter, der er over 18 år.
Bag klinikken står speciallæge i psykiatri Marianne Jepsen, samt specialpsykologerne Charlotte Hedegaard og Ida Hansted Villesen. De har lang erfaring inden for både behandling og diagnostik af for eksempel ADHD, autisme, angst, traumer og depression. Det oplyser de i en pressemeddelelse.
”Vores mål er at tilbyde udredning og behandling af høj faglig kvalitet uden unødig ventetid,” siger Charlotte Hedegaard.
Psykiatrisk Udredning er en proces, hvor man gennem interviews og test identificerer eventuelle psykiske lidelser og anbefaler den mest passende behandling.
Netop det psykiske helbred er et varmt emne i disse år, hvor både børn og voksne får stillet diagnoser.
”Vi ser en tendens i samfundet med stigning i brugen af visse psykiatriske diagnoser, og det må man som kliniker forholde sig til, blandt andet ved at være bevidst om de store konsekvenser som både under- og overdiagnosticering kan have for den enkelte,” siger Marianne Jepsen.
Hun gør opmærksom på, at også mennesker, der ikke tilhører den regionale psykiatris komplekse målgruppe, søger hjælp i forhold til udfordringer med mentalt helbred.
For de tre stiftere er deres tætte daglige samarbejde en vigtig pointe. I og med de er henholdsvis læge og psykologer har de en bredt syn på patienterne, som de vil samarbejde om at udrede og behandle.
Tilknytning til Esbjerg
Alle tre stiftere har Esbjerg tæt inde på livet, og de var ikke i tvivl om, at det var netop her, at klinikken skal ligge. To er bosiddende i Esbjerg og den tredje er oprindeligt fra Fanø.
”Vi har alle tre lokal tilknytning og glæder os til at blive et etableret tilbud for private patienter og forsikringskunder i området, men vi kan også via videokonsultation være mere uafhængige af geografi,” siger Charlotte Hedegaard.
De tre kvinder har en ambition om at levere høj faglighed, men de ligger samtidig vægt på, at der også lægges vægt på tryghed og ligeværd.
”Diagnostik kræver både viden og erfaring, men det er lige så vigtigt, at man formår at skabe en atmosfære, hvor patienten føler sig tryg nok til at åbne sig om svære emner” siger Ida Hansted Villesen.