Godt nyt til burger-fans: Burger King skærer i prisen på klassiker
Hvis du elsker cheeseburger, er der godt nyt. Burger King har nemlig valgt i en måned at skære i prisen, så du kan få to cheeseburger for 20 kroner. Det er cirka 33 procent af, hvad prisen normalt er for en cheeseburger.
For at få det gode tilbud skal man bruge en kupon. Den får man via Burger Kings hjemmeside eller i deres app.
“Sommervejret har vist sig at være en ægte dansk sommer med både regnbyger og regnbuer. Derfor har vi valgt at fokusere på et produkt, der fungerer uanset vejret. Så den næste måneds tid kan vores gæster købe to cheeseburgere til en flad 20’er. Og hvis vejret skifter til det bedre, er der også altid kolde drikke og is på menuen,” udtaler Marcus Voldum, kommunikationsansvarlig for Burger King i Danmark, i en pressemeddelelse.
Den klassiske cheeseburger er en af de bedst sælgende burgere hos Burger King i Danmark, og den var også at finde på menukortet, da Burger King åbnede sin første restaurant i landet.
Tilbuddet gælder fra 13. august og kører en måned frem.