Gør et kup og en forskel: Sommermarked med hjertet på rette sted
“Vi gør det for fællesskabet og fordi det er sjovt,” fortæller Klaus Gustenhoff. Han har været med til at arrangere Sommermarked for Sædding Centret i seks år.
Der er noget helt særligt ved at gå på opdagelse mellem borde og tæpper fyldt med glemte skatte, nostalgi og nips.
Måske falder du over en retro kaffekande, en billedbog fra barndommen – eller lige præcis det puslespil, du ikke vidste, du manglede.
Men når du besøger sommerens loppemarkeder foran Sædding Centret, får du ikke bare mulighed for at gøre et godt køb.
Du gør også en god gerning. Hele overskuddet fra stadepladslejen går nemlig til De Hjemløses Venner, der laver madpakker til udsatte unge på tur til Mandø. Så mens du måske går hjem med en ny lampe, hjælper du samtidig nogen, der har brug for en hånd.
Tre lørdage med liv og loppefund
Sommermarkederne finder sted lørdag den 31. maj, 5. juli og 2. august 2025 på parkeringspladsen ud mod Tarphagevej.
Skulle det danske sommervejr spille en regndans, rykker hele herligheden indenfor på Centertorvet – så der bliver ikke sparet på hyggen, uanset vejret.
For kun 100 kr. kan du få din egen stand – to parkeringspladser – og sælge alt det, du ikke længere bruger. Måske kan dine gamle ting få nyt liv hjemme hos en anden?

“Det er sjette år, vi holder loppemarked, og det bliver bare hyggeligere for hvert år,” fortæller Klaus Gustenhoff, der sammen med makkeren Niels står det praktiske på det populære marked.
”Loppemarkeder skal være for alle, og derfor holder vi også prisen så langt nede, som vi gør,” siger han og tilføjer med et smil: ”Folk skal bare op på loftet eller ned i kælderen og finde ting. Tidligt om morgenen kommer opkøberne og støvsuger de gode sager. Så hvis man selv vil gøre et kup vil – så skal man være tidligt ude.”
Læs også: Tid til dig selv: Forkælelse, faglighed og ro midt i hverdagen Klaus husker tydeligt, hvordan det hele startede. Med en henvendelse til centerchef Lise Retbøll.
”Jeg sagde til Lise, at jeg syntes, der skulle ske noget herude ved Sædding Centret. Og Lise var med på den med det samme. Vi har et rigtig godt samarbejde – og det fungerer bare.”
Stemning og sammenhold i Sædding
Det er ikke bare loppeglade besøgende, der skaber markedsstemning. Også butikker og frivillige fra lokalområdet støtter op – og mange vender trofast tilbage år efter år.
”Det er ikke kun en handel – det er en oplevelse,” siger Klaus Gustenhoff.
”Folk snakker sammen, bytter historier og deler grin. Nogle finder måske en gammel LP, andre en kaffekop som mormor havde. Det er den slags små glæder, vi samles om.”
De første standholdere ankommer allerede kl. 7.30, hvor de bliver taget imod af Klaus og Niels, der sørger for kaffe, gode råd og lidt morgenhumør.
Vil du være med?
Så find gemmerne frem, og gør klar til en dag med loppeguld og lokalt fællesskab.
Tilmelding sker ved at sende en mail til info@scenter.dk – sidste frist er torsdagen før hver markedslørdag.
Læs mere på www.scenter.dk eller følg med på Facebook.