Gør klar til at rocke: Queen-musicalen We Will Rock You kommer til Esbjerg
I april næste år bliver der rock for alle pengene. Queen-musicalen We Will Rock You gæster således Musikhuset Esbjerg. Det har Musikhuset Esbjerg meldt ud tirsdag.
Billetsalget begynder lige om lidt – nemlig allerede den 10. maj klokken 10.00 på Musikhusets hjemmeside. Der kommer til at være hele seks forestillinger.
Musicalen kommer i en helt ny og dansk genopsætning af Queen-klassikeren med Nikolaj Cederholm som instruktør, mens dramatiker Line Knutzon skal oversætte og genfortolke Ben Eltons manuskript.
Forestillingen er fyldt med Queens musikalske hits, blandt andre We Are the Champions, I Want to Break Free, Bohemian Rhapsody, Don’t Stop Me Now, Another One Bites the Dust, Fat Bottomed Girls, Crazy Little Thing Called Love, Under Pressure, Somebody To Love – og mange, mange flere.
We Will Rock You er set af over 20 millioner publikummer og i en lang række forskellige lande.
”Vi er enormt glade og stolte over at få lov til at lave en helt ny version af WE WILL ROCK YOU. At vi har fået Nikolaj Cederholm og Line Knutzon ombord betyder, at vi vil komme til at opleve musicalen på en helt ny og frisk måde. Jeg glæder mig meget til at arbejde med forestillingen og til, at publikum får den forhåbentlig bedste version af WE WILL ROCK YOU, der nogensinde er set,” fortæller Executive Producer, Thomas Langkjær, fra Lion Musicals i en pressemeddelelse.