Granater uskadeliggjort på Fanø: Arbejdet nærmer sig sin afslutning
Forsvarets ammunitionsryddere (EOD) har de seneste dage bortsprængt i alt 26 mortergranater på Fanø. Arbejdet med at fjerne de farlige levn fra Anden Verdenskrig fortsætter i dag, hvor de sidste fund forventes at blive uskadeliggjort.
Ammunitionsrydningen blev iværksat, efter at en entreprenør for nogle uger siden stødte på en mortergranat under en udgravning ved et sommerhus.
Efterfølgende fandt EOD yderligere fire granater i området, hvilket førte til beslutningen om en mere omfattende undersøgelse af terrænet.
Mandag vendte ammunitionsrydderne tilbage til Fanø for at afsøge et område på omkring en halv kvadratkilometer.
I løbet af de seneste dage har de gjort adskillige fund, blandt andet en større mængde tyske patroner, hvilket indikerer, at området muligvis blev anvendt som øvelsesområde af den tyske hær under Anden Verdenskrig.
Læs også:
Her er forklaringen: Derfor kan du høre høje brag i byen
Hjemmeværnet har bistået med at bevogte fundene om natten for at sikre området.
Sikkerhed i fokus
“Granaterne er fundet i et område tæt på sommerhuse, og der er naturligvis stor fokus på sikkerheden. Arbejdet fortsætter, indtil området er fuldstændigt afsøgt, og alle granater er fundet og uskadeliggjort,” udtaler politiinspektør Gert Bisgaard.
I løbet af dagen vil EOD bortsprænge yderligere granater, og oprydningen forventes afsluttet senere i dag.