Benzin, fællesskab og gamle knallerter: Gredstedbro gør klar til stort træf
Sidste år rullede omkring 210 gamle knallerter ind i Gredstedbro. Fredag håber Mighty Cocks Knallertklub igen på en dag fyldt med summende totaktsmotorer, fællesskab og nostalgi – men vejret får det sidste ord.
Når Mark Otzen Vind drejer gashåndtaget på sin lille blå Honda, handler det ikke om fart.
Det handler om lyden fra den lille motor, duften af benzin og de oplevelser, der opstår, når en flok knallertentusiaster triller ud ad landevejene sammen.
“Når jeg sammen med andre knallertentusiaster tager på tur, er det, som om tiden falder lidt til ro. Jeg nyder fra sædet på min lille blå Honda at fornemme og lytte til den summende lyd fra motoren,” siger kassereren i Mighty Cocks Knallertklub.
For ham er det dog fællesskabet, der er den egentlige drivkraft.

“Det er dér, fællesskabet bor. Både på værkstedet og på landevejen, i duften af benzin, i de små nik mellem vennerne og i den ro, der opstår, når man ved, at man deler noget, som ikke kan købes nyt – kun opleves sammen.”
Vejret afgør det hele
Fredag er Mighty Cocks igen med til byfesten i Gredstedbro, hvor årets knallerttræf finder sted fredag den 14. august.
Hvor mange der dukker op, tør klubben ikke gætte på.

Vejrudsigten bliver fulgt tæt, for arrangementet er meget afhængigt af tørvejr.
Sidste år deltog omkring 210 knallerter – en markant stigning fra de cirka 156, der mødte op året før.
Læs også: Byen samles: Fire dage du ikke vil gå glip af “Vi har egentlig ingen forventninger. Kommer der 50-100 knallerter, er det flot. Kommer der flere, bliver det bare endnu hyggeligere,” siger Mark Otzen Vind.
Klubben håber dog på besøg fra hele Sydvestjylland med deltagere fra blandt andet Ribe, Bramming, Gørding, Tjæreborg og Esbjerg.

Flere sjældne modeller
Fra klokken 16 er der ankomst og registrering ved Kongeåhallen på Gredsted Kjærvej, inden deltagerne får tid til det, knallertfolk kalder “at sparke dæk” – en uformel runde, hvor man studerer hinandens maskiner og udveksler erfaringer.
Ifølge Mark Otzen Vind bliver udvalget af knallerter mere spændende år for år.
“Trenden er, at der kommer flere mærker, som man ikke tidligere har set i Danmark. Samtidig er der flere specialbyggede og ombyggede modeller. Det bliver spændende at se, hvad folk har nørdet med hen over vinteren.”
Blandt de klassiske mærker ventes blandt andet Puch, Kreidler, Yamaha, Honda, Suzuki og DKW.
Tur til diget
Klokken 17 går den fælles køretur gennem Hunderup og Vilslev til diget med udsigt over Vadehavet.

Her får både deltagere og tilskuere mulighed for at opleve den lange kortege af veteran- og klassiske knallerter.
“Håndtaget er drejet i bund uden at køre for stærkt for at mærke den lille maskine give alt, hvad den har. Det er en nydelse – en stille frihed, som kun en ældre knallert kan give,” siger Mark Otzen Vind.
Tilbage ved Kongeåhallen fortsætter programmet med konkurrencer – blandt andet det populære 100 meter-ræs, hvor det ikke nødvendigvis er den hurtigste, der løber med sejren.
Her gælder det nemlig også om at finde den langsomste knallert.
Og selv om en VeloSolex umiddelbart kunne ligne favoritten, har Mark Otzen Vind et andet bud.
“Jeg tror faktisk, at Mikkel Rosendahl fra byen tager den på sin røde Honda Melody.”
Mighty Cocks Knallertklub
- Stiftet i Gredstedbro.
- 22 medlemmer.
- Holder klubaften hver torsdag.
- Arrangerer en årlig klubtur.
- Deltager hvert år i en række træf i Sydvestjylland, blandt andet i Esbjerg, Fole, Sønder Hygum og Tjæreborg.