Grøn-feber: Nu er alle andre byer udsolgt
Der er rift om billetterne til sommerens Grøn-koncerter, og nu er der kun én mulighed tilbage.
Efter at koncerten i Aalborg netop er meldt udsolgt, er syv ud af otte byer på årets turné nu fyldt helt op.
Dermed er Esbjerg den eneste by, hvor der stadig er billetter tilbage.
Sidste chance i Esbjerg
Ifølge arrangørerne bag Grøn er billetsalget i år gået hurtigere end nogensinde før. I Aalborg blev alle billetter revet væk på blot syv timer – en markant rekord sammenlignet med sidste år.
Det betyder, at koncerten i Esbjerg den 23. juli nu er sidste mulighed for at opleve Grøn 2026.
Stor opbakning til Grøn
Hos Muskelsvindfonden glæder man sig over den massive interesse.
“Billetterne er revet væk tidligere end nogensinde før. Det er næsten ikke til at forstå, og vi er glade for den enorme opbakning,” lyder det fra indsamlingschef Theis Petersen.
Grøn arrangeres i samarbejde med Tuborg, og overskuddet går til arbejdet med mennesker med muskelsvind.