Tre tip til din festuge-tirsdag: Sjov for seje børn, streetart og spøgelsesjagt
Vi elsker Esbjerg Festuge med alle dens oplevelser. Hver morgen under festugen er vi klar med en lille guide, hvor du kan læse om tre af dagens fede arrangementer. Tirsdag byder blandt andet på:
1) En dag for børnene
Tirsdag er der børnedag på Torvet fra klokken 9 til klokken 16. Her sker der masser af sjov.
Blandt andet kan børn og unge deltage i Mini Kids Challenge, hvor et forhindringsløb byder på både ninjasteps, balancezone og vægge, der kræver styrke.
De børn, der gennemfører, vil modtage et diplom. ️
Børn i alderen 1-6 år kan prøve Trafikskolens børne-lastbiler på en kørebane. Lastbilerne kan styres af børnene eller med en controller.
2) Mini Streetart Festival
Esbjerg Mini Street Festival begynder den 14. juni, men allerede tirsdag kan man opleve den serbiske kunstner Wuper Kec udføre et kæmpe gavlmaleri i Jyllandsgade skråt over for Sands Restauration.
Længere nede ad gaden – overfor Esbjerg Bryghus – udsmykker den aarhusianske kunstner Peter Birk et par store vægfelter. Og i den stille ende af Kongensgade, kan man opleve de udenlandske kunstnere Ratur, Morik og Ruin, udføre midlertidige kunstværker. De tre får følgeskab af tre unge, lokale talenter.
Esbjerg Mini Street Art Festival begynder den 14. juni og løber 10 dage frem.
3) Spøgelsesjagt
Esbjerg Amatør Teater – Skarntyden byder velkommen til Esbjerg Festspil, der i år har titlen Spøgelsesjagt – det er en komedie.
Forestillingen handler om de to unge mennesker Lykke og Hjalte, der har købt et lille hus på landet. Her døjer lokalbefolkningen med problemer som nedlæggelse af busruter og bortfald af et kommunalt tilskud til et foreningshus.
Lykkes og Hjaltes hus hjemsøges om natten tilsyneladende af et spøgelse, der får ting til at forsvinde, og som titlen antyder venter en spøgelsesjagt.
Den første forestilling var mandag – både tirsdag, onsdag, og torsdag kan den opleves klokken 19.00 i Esehaven bag Byhistorisk Arkiv i Torvegade. Den er ganske gratis.
Der sker naturligvis meget mere tirsdag – du kan se programmet her.