Guitarens kirurg: Hos Søvad Guitars bliver alt justeret – også sjælen

Et sted midt i Esbjerg ligger en guitarbiks, der på ingen måde ligner noget fra denne tid.

Der dufter af træ, nyt og gammelt, kaffe og gamle drømme.

En grøn elguitar ligger udstrakt på operationsbordet, som et patient med brug for lidt mere kærlighed og mindre snak.

Christian Søvad kigger på den, som en kirurg ville betragte et åbent bryst. Der bliver målt. Skruet. Skulet.

”Lidt mere med filen,” mumler han og rejser sig op. Anlægget kører med klassisk rock fra dengang musikken stadig havde nosser, og folk måtte vælge: Mick og Keith eller Paul og John. Der er ingen neutral zone i Søvads univers.

Han voksede op i 60’erne, da LSD var vitaminer og guitarhelte voksede på træer. Stones, Hendrix og alle de andre skyllede ind over hans verden som en tsunami af fuzz og attitude. Han lærte at spille på en Höfner, en EKO, en Oscar Teller – og så alle de andre, selvfølgelig. Det var aldrig nok med én.

”Ved du hvor mange guitarer man skal have?” spørger han og hæver øjenbrynene.
”Altid én mere.”

Det er ikke bare en joke – det er en livsfilosofi.

Christian Søvad er ikke en mand, man sætter i bås. Radiomekaniker. Merkonom. Lydtekniker. Guitarbygger i Spanien og Tyskland. Han har solgt guitarer, repareret dem, opfundet dem på ny, og stået bag scenen i Musikhuset Esbjerg i over 20 år. Siden 1999 har han drevet Søvad Guitars – en slags kirke for guitarister, og samtidig et værksted hvor teknikken er hellig og romantikken stædigt nægter at dø.

I 2016 åbnede han butik. Det skulle have været et hyggeprojekt. Et værksted, lidt rock i højtaleren, kaffe på kanden og tid til detaljerne.

”Jeg havde egentlig tænkt at jeg skulle gå og hygge mig med det her,” siger han og skubber brillerne op på næsen.

Men så kom corona. Verden lukkede, folk sad hjemme og genopdagede deres gamle guitarer.

”Folk havde pludselig tid til at sidde hjemme og spille guitar. De fandt deres gamle instrumenter frem og jeg fik travlt. Rigtig travlt. Så var det slut med det lille hyggeprojekt,” siger han – ikke bittert, mere som en konstatering fra frontlinjen.

Der er krummer på arbejdsbordet. En stemmeskrue triller hen over kanten. En kunde kommer ind – den slags, der ikke ringer i forvejen, fordi de godt ved, de alligevel bliver lukket ind.

”Hej Christian. Jeg har de her to guitarer med – kan du lige gå dem efter? Jeg skal spille i weekenden og den ene her vil jeg gerne have med,” siger han og åbner kassen som en tryllekunstner, der afslører sit bedste kort.

Søvad rynker panden. Han har lige sagt, der er tre ugers ventetid.

”Hvis den anden kan vente lidt, kan jeg godt nå den her,” svarer han og kaster et blik på klokken, som om han forsøger at bøje tiden en smule.

Det er ikke bare snilde og erfaring, der gør ham til noget særligt. Det er besættelsen. Den næsten religiøse søgen efter den perfekte justering. Den præcise spænding på strengene. Det rette modtryk i træet.

”Jeg har altid været typen der skilte ting ad, også selvom de fungerede. Jeg skulle se, hvordan det virkede indeni.” Han smiler lidt skævt. ”Hurtigt fandt jeg ud af, at jeg var bedre til at pille ved andres guitarer end selv at spille. Og folk syntes, at deres instrumenter lød meget bedre – eller var meget bedre at spille på – efter jeg havde justeret lidt hist og her.”

Der er noget alkymi over det, han laver. En blanding af præcision, intuition og ren, rå erfaring. Og ja – kærlighed. Men ikke sådan noget blødsødent pjat. Nej, kærligheden her er med ru hænder, slidte værktøjer og gamle historier.

Han tager et skridt tilbage, lytter til et riff på højtaleren og nikker næsten umærkeligt.

”Guitaren er en god investering. Både økonomisk – men i den grad også mentalt,” siger han.

Og i det øjeblik forstår man, at Christian Søvad ikke bare reparerer guitarer.

Han redder sjæle.