Guld i Kongensgade: Her kan du sælge dine gamle smykker
I længere tid har butikken på hjørnet af Kongensgade og Kronprinsensgade i Esbjerg stået tom, efter Marie Lahn flyttede.
Men nu er der igen liv i lokalerne.
Det er Nordisk Guld, som har åbnet sin første afdeling i Esbjerg. Nordisk Guld har også afdelinger i København, Aarhus, Odense og Aalborg, og Esbjerg er det seneste skud på stammen.
“Vi køber guld og sølv. Det kan både være smykker og ure, eller hvad man har liggende. Derudover har vi vores pantafdeling, hvor man kan pantsætte sine værdigenstande, så kan man få en midlertidig løsning på det,” fortæller Justin Hansen, der er afdelingsleder i butikken i Esbjerg.

Det er også muligt at få sit guld og sølv vurderet hos Nordisk Guld.
Endelig tilbyder Nordisk Guld også strakskøb, hvis du gerne vil have penge for dine smykker med det samme.
Blevet taget godt imod
Det var tidligere på måneden, at Nordisk Guld slog dørene op i Kongensgade.
Selvom afdelingen stadig er ny, så har esbjergenserne allerede udvist interesse for den nye forretning.
“Jeg synes, vi har fået en god modtagelse i byen. Vi har allerede haft travlt, og der har været mange mennesker forbi,” siger Justin Hansen.
I disse dage lægger håndværkere sidste hånd på lokalerne, men der er åbent for kunder.
I afdelingen i Kongensgade er det muligt for kunder at komme ind med deres gamle smykker og andre værdier. Det er udelukkende guld og sølv, som Nordisk Guld køber.
Det er også muligt at købe blandt andet guldmønter og guldbare, men det foregår via Nordisk Gulds hjemmeside.
Læs også: Techløft til Esbjerg: Data og sensorer skal vise hvor byen summer