Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Han har været der til det hele: Nu markerer Lars stor milepæl i Esbjerg

LF-2026-1024x683
Foto: PR-foto

Den 29. maj bliver en ganske særlig dag for Lars Fyhn. Ikke alene fylder han 60 år.

Samme dag kan han også fejre 20 års jubilæum i de rammer ved stadion i Esbjerg, som han selv har været med til at udvikle gennem to årtier.

Et arbejdsliv, der begyndte med stadiondrift, boder og frivilligt arbejde, men som siden voksede til det, der i dag er Esbjerg Konference & Event.

Når Lars Fyhn ser tilbage på de sidste 20 år, er det især én ting, der fylder. Opbakningen hjemmefra.

“Jeg er gift med Gitte, og vi har to drenge, Christoffer og Sebastian. Uden dem havde det ikke kunnet lade sig gøre. Det har jo været et arbejdsliv, hvor jeg skulle være her, når der var tryk på. Og der har været tryk på i alle 20 år.”

Han stopper kort op og griner lidt, da han tænker over én bestemt ting.

“Jeg har været her til alle hjemmekampe i 20 år. Jeg har aldrig misset en hjemmekamp. Det synes jeg egentlig også er en bedrift.”

Fra håndværker til stadionliv

Da Lars Fyhn blev ansat tilbage i 2005, var planen slet ikke, at stedet skulle udvikle sig til den store konference- og eventforretning, det er i dag.

Han kom selv fra en helt anden verden.

Efter 9. klasse uddannede han sig først som tømrer og senere som tagdækker. Han arbejdede blandt andet ved Phønix Tag i Esbjerg i næsten ti år, inden han senere kom til 3F som opmåler for håndværkere rundt i Jylland.

Vejen ind til stadion begyndte faktisk som frivillig.

“Hvis det skal være helt rigtigt, så startede jeg med at stå ovre i en af boderne på Gl. Vardevej og skænke øl. Så hjalp jeg lidt på lageret, og da ham, der stod for det, stoppede, spurgte de mig, om jeg ville overtage jobbet.”

Kort tid senere ansatte Søren Poulsen ham i EfB. Dengang handlede jobbet først og fremmest om stadiondrift, fodbold og senere også ishockey.

“Jeg blev ansat til at varetage stadionet, når boderne var fyldt op. Vi overtog også ishockey i 2005, så der var nok at se til.”

Samtidig begyndte stadionområdet at forandre sig markant.

Der blev bygget tribuner, loungeområder og nye faciliteter, og Lars Fyhn blev en del af hele udviklingen.

“Det har været en sjov rejse. Først byggede vi tribunen ud mod Gl. Vardevej, og senere kom resten af stadion til. Jeg synes stadig, at det sjove ved at være her er, at ikke to dage er ens. Det er nok også derfor, at jeg stadig er her efter 20 år.”

Han har været der til det hele

Gennem årene har Lars Fyhn oplevet nogle af de største sportsøjeblikke på stadion tættere på end de fleste.

Europa League kampe. Landskampe. Store pokalkampe. DGI Landsstævne.

Men selvom han har været til stede ved det hele, har han sjældent haft tid til faktisk at se kampene.

“Jeg har jo ikke set ret mange af kampene, fordi jeg arbejder, mens de bliver spillet. Men jeg har været her til dem alle sammen.”

Især Europa League kampene står stadig tydeligt hos ham.

“Det var nogle kæmpe oplevelser. Der var virkelig noget specielt over de aftener herude.”

Samtidig voksede konferencedelen stille og roligt frem. Det begyndte egentlig ganske simpelt. Nogen spurgte, om de måtte holde en fest i loungen.

Lars Fyhn sagde ja.

“Det var jo slet ikke planen fra starten, at vi skulle have konferencer og arrangementer. Men folk begyndte at spørge, om de kunne holde fester herude, og så udviklede det sig stille og roligt.”

I forbindelse med stadionbyggeriet i 2008 og 2009 begyndte han for alvor at tænke større.

“Jeg syntes jo, det var synd, at lokalerne kun blev brugt til 16 hjemmekampe om året. Så vi begyndte at leje dem ud til fester, møder og arrangementer.”

I dag er huset fyldt med konfirmationer, bryllupper, receptioner, julefrokoster og firmaarrangementer året rundt.

“Da vi startede med julefrokosterne, tror jeg, vi havde omkring 1.000 gæster over alle dagene. I dag er vi over 4.000 gæster.”

Timerne tæller han ikke længere

I dag er Lars Fyhn direktør for Esbjerg Konference & Event, og ansvaret er større end nogensinde.

Det mærker han især på de travle dage, hvor flere store arrangementer falder sammen.

“Så kan vi have reception fredag, verdenshold i hallen, Team Esbjerg kamp, fodboldkamp og bryllup samme weekend. Så skal det hele gå op i en højere enhed.”

På de dage møder han tidligt og går sent hjem. Men han ser det ikke som en belastning.

“Jeg tæller jo ikke timer. Jeg er her, fordi jeg kan lide det. Ellers tror jeg ikke, man ville arbejde så meget.”

Han vender flere gange tilbage til medarbejderne omkring sig og understreger, hvor meget de betyder.

“Uden dem kunne det her ikke lade sig gøre. Jeg har nogle virkelig gode medarbejdere, som vil det samme som mig.”

Han troede egentlig, han skulle stoppe nu

I mange år havde Lars Fyhn en klar plan. Når han fyldte 60 år, skulle han stoppe. Sådan tænker han ikke længere.

“Jo tættere jeg er kommet på at fylde 60, jo mere har jeg fundet ud af, at jeg ikke er færdig endnu.”

Han føler stadig energien og lysten til at udvikle stedet.

“Jeg ved ikke, om jeg stopper som 63-årig, 65-årig eller 70-årig. Så længe jeg brænder for det, så fortsætter jeg.”

Det handler også om at efterlade noget, han kan være stolt af.

“Jeg vil gerne sikre fundamentet for Esbjerg Konference & Event, så det også kan køre videre den dag, jeg ikke er her mere.”

Samtidig har det at fylde 60 sat nogle tanker i gang. Sidste år besluttede han sig for at ændre livsstil og komme tilbage til sin gamle vægt.

“Man går måske lidt i panik, når man bliver 60. Nu skulle det være. Så jeg besluttede mig for at gøre noget ved det.”

Han smiler lidt.

“Det er jo svært at tabe sig. Det ved vi alle sammen.”

Familien fylder mere nu

Selvom arbejdet stadig fylder enormt meget, mærker Lars Fyhn tydeligt, at familien betyder endnu mere for ham i dag.

Han nyder tiden med sine to voksne sønner og glæder sig over, at de stadig gerne vil bruge tid sammen med ham.

“Vi rejser også sammen nogle gange, og det er da fedt, at voksne børn stadig gerne vil med deres gamle far ud at rejse.”

Han håber også på, at næste kapitel i familien snart begynder.

“Jeg går nok og venter lidt på nogle børnebørn. Men de lader vente på sig.”

Når den 29. maj rammer, tror han først rigtigt, det hele går op for ham. Både de 20 år. Alle timerne. Alle arrangementerne. Og det faktum, at han fylder 60.

“Det bliver en stor dag. Jeg tror først, det går op for mig den dag, når jeg står herude. Jeg kan allerede mærke nu, at følelserne begynder at komme lidt.”

Del artikel


Korte videoer

Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.