Han kunne være styrtet i døden: Nu jagter Bjarne et endnu større mål

Mens de fleste bruger fritiden på golf, haven eller en rolig ferie, bruger 60-årige Bjarne Nielsen fra Esbjerg sine weekender på at trække tunge dæk, vandre med rygsæk i timevis og forberede sig på nogle af verdens hårdeste bjergområder.

Til daglig driver han sin egen vinduespudservirksomhed i Esbjerg, men ved siden af arbejdet har han i mere end 20 år jagtet højder, stilhed og ekstreme udfordringer i bjergene rundt omkring i verden.

Nu står han foran det, han selv beskriver som sit største mål nogensinde.

Den 21. maj rejser han først til Nepal for at akklimatisere sig, inden turen senere fortsætter til Alaska, hvor han sammen med sin ven Jacob Urth vil forsøge at bestige Denali, Nordamerikas højeste bjerg.

Vinduespudseren der søger mod højderne

Bjarne er 60 år, har to voksne børn og har boet i Esbjerg det meste af sit liv.

På papiret lyder det som et almindeligt liv. Et arbejdsliv som selvstændig vinduespudser, familie, hverdag og faste rammer.

Men der er også en anden side af ham.

“Som person har jeg nok altid været en, der skal udfordres for, at der skal ske lidt. Jeg har da også tænkt over, hvorfor man altid skal udfordres, men sådan er jeg jo som person. Hvis det går hen og bliver lidt for meget hverdag, så søger jeg bare noget spændende.”

Det spændende fandt han for 22 år siden.

Dengang rejste han til Bhutan for at trekke i 24 dage. Det lille buddhistiske kongedømme i Himalaya blev begyndelsen på en interesse, der siden har sendt ham ud i nogle af verdens mest barske bjergområder.

“Jeg havde lyst til at rejse ud til Bhutan og trekke rundt derude i 24 dage med et fantastisk team. Der ramte jeg mit første 5.000 meter. Derfra var jeg bare solgt. Jeg havde klatret i bjergsiden, og jeg syntes, jeg var virkelig godt kørende i de bjerge. Det var exceptionelt fantastisk.”

Det var ikke kun højden, der gjorde indtryk.

Det var også stilheden, menneskene og følelsen af at være et sted, hvor naturen og hverdagen så helt anderledes ud end hjemme i Esbjerg.

“Det var egentlig ikke kun bjergene på det tidspunkt. Jeg vidste godt, at vi skulle over 5.000 meter i et bjergpas, og det tiltalte mig virkelig meget. Men det var også det med at komme ud og se noget, der på mange måder var 100 år tilbage. De havde ikke rindende vand og strøm i landsbyerne. Det var helt vildt at opleve mennesker, der får hverdagen og livet til at gå under hårde vilkår.”

En ro der ikke findes mange steder

Siden har bjergene fyldt mere og mere.

For bjergbestieren handler det ikke kun om at komme op. Det handler lige så meget om alt det omkring bjerget.

Kulturen. Menneskene. Roen. Stilheden.

“Det er nok storslåetheden. Det er så kæmpestort. Der er mega meget ro ude i bjergene, og det er super dejligt at være derude. Især i Nepal er der en fantastisk kultur og historie. Sherpaerne og porterne, dem der bærer tingene og hjælper sådan nogle som mig, er fantastiske mennesker. Det er lige så meget en del af det, jeg er fascineret af.”

Med årene er udfordringerne blevet større. Blandt andet har han været 11 gange over de 6000 meter og højeste bjerg har været Aconcagua i Argentina med sine 6962 meter 

Bjarne har også forsøgt sig på bjerge omkring 7.000 meter. Den ene gang måtte han stoppe på grund af corona. Den anden gang sagde han selv stop, fordi hovedet ikke var med.

“Den første gang fik jeg corona, og der var jeg nødt til at rejse hjem igen. Jeg kunne simpelthen ikke få luft. Den anden gang sagde jeg stop. Min psyke var ikke med mig. Jeg kunne simpelthen ikke omstille mig til at skulle højere op end omkring 6.400 meter.”

Han talte det igennem med en sherpa i Nepal, som også er blevet en god ven.

“Han sagde, at det kun var to dage mere. Men jeg sagde, at det kommer ikke til at ske denne gang. Det kan være, det kommer senere. Og så blev vi enige om, at det var fair nok.”

Når han tænker tilbage på beslutningen i dag, fortryder han den ikke.

“Ikke når jeg ved, hvordan jeg havde det dengang. Jeg ville da gerne have haft den vinget af, men jeg kommer heller aldrig højere op. Hvis jeg kommer op på 7.000 meter, så kommer jeg ikke højere. Jeg har ikke det sidste i mig. For mig er det ikke kun højden, der tæller.”

Nu venter Denali

Bjerget blev tidligere kaldt Mount McKinley og er Nordamerikas højeste bjerg. Det ligger i Alaska Range og er 6.194 meter højt.

For Bjarne er det ikke kun højden, der gør Denali interessant. Det er især måden, bjerget skal bestiges på.

“Denali er et af verdens mest uforudsigelige bjerge med vind og vejr, laviner og gletsjersprækker. Der er sne overalt, og der er bjerge rundt om. Det ligger bare et sted, hvor der også kan komme masser af godt vejr. Det regner jeg med, at vi render ind i.”

Han har været på bjerget før. I 2018 nåede han op til 14.000 fods lejren, men vejret satte en stopper for forsøget.

“Der kom så meget sne, hvilket gjorde, at vi ikke kunne komme op længere, så det var bare at skovle teltene fri for sne i seks dage.”

Den oplevelse har ikke skræmt ham væk. Tværtimod.

“Verden er så kæmpestor. Da jeg var yngre, og jeg hørte om folk, der blev væk i bjergene, tænkte jeg, hvor svært kan det være at finde dem. Men sådan et bjergmassiv er jo kæmpestort. Det er jo ikke bare lige at finde en mand, to mand eller et hold.”

Denne gang skal han afsted med sin ven Jacob Urth, som ifølge Bjarne er en af Danmarks dygtigste bjergbestigere. Jacob er professionel guide og er i Nepal nu, hvor han arbejder på Mount Everest.

“Jacob er en af Danmarks bedste. Han er en skarp fyr og medlem af Eventyrernes Klub. Vi har snakket om Denali i mange år, og nu gør vi det. Han kommer i pissegod form og er akklimatiseret, så jeg er også nødt til at byde ind med noget. Det er derfor, jeg skal være i så god form.”

Alt skal klares selv

Denali adskiller sig ifølge Bjarne fra mange andre store bjerge.

På Everest er der basecamp, hjælpere og et stort system omkring ekspeditionerne. På Denali skal han og Jacob klare næsten alt selv.

“Det der gør Denali så fed, er, at du gør alting selv. På Everest har du basecamp, og der er mange mennesker, der laver mad og hjælper. Det er ikke for at forklejne Mount Everest, men der er hjælp hele tiden. På Denali er der ingen hjælp på den måde. Det er Jacob og mig, fra vi bliver sat af i flyveren på gletsjeren, og til vi når toppen eller vender om.”

De skal have rygsæk og slæde med. Alt skal pakkes, trækkes, bæres og bruges med omtanke.

“Vi skal have alting med. Mad, brændere, udstyr og alt det andet. Vi skal selv smelte vand til kaffe og havregrød. Vi skal selv slå telt op. Hvis vi sner inde, skal vi selv skovle teltet fri. Der er ingen sherpaer og ingen portere.”

Der findes rangere på bjerget, men de er ikke en del af ekspeditionen.

“Der er rangere i 14.000 fods lejren, men de hjælper dig jo ikke på den måde. De er søde mennesker, der giver vejrudsigter og træder til, hvis noget er livstruende. Men det er jo ikke sådan, at der bare kommer en helikopter, fordi man selv synes, man gerne vil ned.”

Træningen fylder næsten alt

Forberedelserne har været lange og hårde.

Bjarne har brugt halvandet år på at gøre sig klar til Denali. Det seneste år har han trænet målrettet med teamet Lev for helvede, som drives af Thomas Rathsack og hans team.

“Det er nogle gode hårde børster. På den realistiske måde. De passer på en, men man får også lov til at træne igennem. De ved, hvad der skal til, og de ved, hvornår det er nok. De ved, hvornår man skal toppe, hvornår man skal restituere, og hvad der skal spises. Hele paletten er med.”

Træningen ligger oven i arbejdet som selvstændig vinduespudser. Ofte træner han om morgenen. I weekenderne bliver turene længere.

“De lange ture med 25 kilometer løb eller fem, seks, syv timer med rygsæk eller dæk, dem tager jeg i weekenden. Så står jeg op klokken fem og går hele formiddagen. Jeg er hjemme til middag cirka hver lørdag, og det gør jeg også om søndagen.”

Det er ikke bare tilfældig motion. Alt er bygget op omkring det, kroppen skal kunne på bjerget.

“Jeg træner fem til seks gange om ugen. Nogle uger er lettere, fordi man skal restituere. Men det er hele tiden funktionel træning, hård funktionel træning, rygsæk, dæk, bakker eller trapper. Det er hele tiden noget, der går opad, eller noget, der belaster det, jeg skal bruge.”

Han er ikke i tvivl om, at træningen har rykket ham.

“Jeg har aldrig været i bedre form, end jeg er nu. De har virkelig taget sig godt af mig. Det er helt vildt, hvad det hold kan. Jeg har løbet en del i mit liv, men det her er noget helt andet. Det er en anden kategori.”

Når kroppen mangler ilt

Inden Alaska rejser Bjarne til Nepal.

Det sker den 21. maj. Her skal han akklimatisere sig i højden, så kroppen er bedre forberedt, når turen går videre til Denali.

Planen er blandt andet at komme op i Langtang Valley og omkring 5.000 til 5.500 meter. Han skal også efter planen op på en mindre top omkring 5.600 meter.

“Det bliver en akklimatiseringstur. Det kan godt lyde lidt vildt, for jeg vil jo stadig gerne have kulturhistorien med, men det har jeg ikke tid til denne gang. Jeg er nødt til at fokusere på Denali. Så må jeg tage kulturen senere med min kæreste.”

Højden er ikke bare et tal. Når luften bliver tyndere, ændrer kroppen sig.

“Der er så lidt ilt, at du tænker langsomt, og du går langsomt. Dine beslutninger kan blive irrationelle. Hvis du kommer virkelig op i højderne, begynder alting at tage 100 år. Du puster som et lokomotiv hele tiden, og du føler aldrig rigtigt, at du kommer helt ned i lungerne.”

Søvnen bliver også påvirket.

“Du sover ad helvede til, fordi kroppen stille og roligt lukker lidt ned, hvis du trækker vejret på samme måde som normalt. Så mangler du ilt til hjernen, og så vækker kroppen dig hele tiden. Man er bare mega træt hele natten.”

Da en fejl kunne have kostet livet

Selvom Bjarne har mange års erfaring, har han også mærket, hvor hurtigt noget kan gå galt.

På en tur ved Chamonix i Frankrig var han sammen med Jacob og to andre venner. De skulle op mod Mont Blanc, da Bjarne pludselig trådte forkert og faldt ned i en gletsjersprække.

“Jeg ryger helt ned og hænger der. Under mig er der bare smaragdblå is og en revne, der fortsætter langt ned. Det var min egen fejl. Jeg træder i den, og så ryger jeg ned.”

Han var bundet sammen med de andre i reb.

Det reddede ham.

“Hvis vi ikke havde gået i reb, så var jeg død. Så var jeg røget helt ned. Men vi gik i reb, og så hang jeg dernede, indtil de trak mig op.”

Han beskriver situationen roligt, men alvoren er tydelig.

“Det bliver stille bagefter. Når én falder, skal de andre ikke kigge sig omkring og tænke over, hvad der sker. De skal bare kaste sig ned og hugge isøksen i. Det var jo det, de gjorde. Først bagefter fandt de ud af, at det var Bjarne, der manglede.”

Ingen kom til skade. Men episoden satte sig alligevel i ham.

“Da vi kom tilbage i lejren, lavede jeg te til os. Så gav jeg dem selvfølgelig en kæmpe undskyldning og spurgte, om de også var okay. For det påvirker jo hele holdet, når sådan noget sker.”

Familien har vænnet sig til det

Når Bjarne fortæller om bjergene, er det med ro i stemmen.

Men han ved godt, at andre kan se anderledes på hans hobby.

“Jeg tror, de synes, jeg er mere eller mindre åndssvag et eller andet sted. Men de synes også, det er super spændende. De vil rigtig gerne høre om det.”

Kæresten bakker ham op. Også selvom hun indimellem godt kan undre sig.

“Jeg kan godt mærke på min kæreste, at hun ikke er sådan bekymret, men hun tænker måske også, om det er nødvendigt. Og nej, det er det jo ikke. Men hun er enormt forstående og siger aldrig piv over, at jeg har den her hobby.”

Bjarne ved godt, at han ikke er den yngste i bjergmiljøet længere. Det nævner han med et smil.

“Jeg er efterhånden ved at være en af Danmarks ældste bjergbestigere. Jeg er ikke den ældste, men jeg er oppe i klassen. Jeg er jo fyldt 60.”

Netop alderen gør Denali projektet særligt.

Ikke fordi han ser sig selv som færdig. Men fordi han ved, at kroppen og erfaringen skal spille sammen, hvis projektet skal lykkes.

En dyr hobby uden publikum

Bjarne tjener ikke penge på bjergene. Tværtimod.

“Jeg tjener ikke en krone på det. Det koster kassen. Det er en dyr hobby.”

En guidet tur til Denali kan efter hans vurdering koste omkring 100.000 til 120.000 kroner med det hele.

Han og Jacob gør det selv, og derfor bliver prisen lavere. Men udgifterne er stadig betydelige.

“Vi har valgt at købe os ind hos nogle, der pakker mad til folk. De laver det i små poser, så der står, at det her er morgenmad til den dag, og det her er aftensmad. Det betaler vi os fra, i stedet for at slæbe det hele med og pakke det selv.”

Derudover kommer fly, udstyr, brændstof, slæde, snesko og transporten ud til gletsjeren.

“Du skal betale for flyet ud til gletsjeren. Du skal betale for det fuel, du skal bruge. Du lejer slæden og sneskoene. Det hele løber op, men det er stadig langt billigere, når vi laver turen selv.”