Han mistede sin far til kræft: Dagen efter stod Allan i hallen
Allan Lauridsen er 52 år og har været en del af ishockeymiljøet i Esbjerg siden 1989.
Han har stået utallige timer i hallen, fulgt sit hold gennem sejre og nederlag og været frivillig i alle tænkelige roller. Men én oplevelse har brændt sig fast i ham på en helt særlig måde.
I 2021 mistede Allan sin far til kræft. De to havde igennem mange år haft ishockeyen som deres fælles frirum. De havde været til kampe sammen både i Esbjerg og i Herning. Og da faren lå på hospice, vidste Allan godt, at dagene var talte.
Alligevel tog han til kamp. For det var, hvad hans far havde bedt ham om.
“Han havde sagt, at hvis han døde, så skulle jeg ikke blive væk. Jeg skulle tage til ishockey,” fortæller Allan.
Og det gjorde han. Allerede dagen efter sad han på sin faste post i hallen. Det var ikke let, men det var det rigtige. For Allan og hans far havde stort set altid haft sporten sammen. Det føltes rigtigt at tage afsted. Et sidste farvel på sin egen måde.
Mange timer i hallen siden 1989
Det hele startede med en tur i hallen sammen med en kollega fra lokalradioen. Allan havde ingen særlige forventninger, men stemningen og intensiteten ramte ham med det samme.
“Jeg blev bidt af det fra starten,” siger han.
Siden har han brugt mange timer i skøjtehallen. Ikke bare som tilskuer, men også som en del af holdet bag holdet. Allan har prøvet det meste – fra at notere mål og statistikker til at stå i straffeboksen og holde styr på spillerne.
En rolle helt tæt på spillet
I år er Allan igen med som frivillig til VM i Herning. Blandt andet i straffeboksen, hvor han sørger for at åbne døren for de spillere, der bliver udvist.
“Du skal kende reglerne, og du skal holde hovedet koldt, for spillerne kan godt være sure, når de sidder der,” siger han.
Men det er også en plads med en helt særlig udsigt. Tættere på spillet kommer man næsten ikke.
De store øjeblikke der aldrig glemmes
Allan har set sit hold vinde de største kampe. Han husker især VM i 2018, hvor Danmark slog Finland foran tusindvis af fans i Herning.
“Det var en vild oplevelse. At slå en stormagt som Finland, det var helt specielt,” siger han.
Og så er der mesterskabet i 2004, hvor Esbjerg vendte et håbløst nederlag til sejr mod Aalborg. Eller den legendariske kamp mod Sønderjyske, hvor Esbjerg vandt hele 13-3.
“Det kommer man aldrig til at glemme,” siger Allan med et smil.
Fællesskabet er det vigtigste
Selvom sporten og kampene betyder meget, er det fællesskabet, der holder Allan fast. Både blandt fansene og de mange frivillige, som får det hele til at køre.
“Der er over 500 frivillige. Mange af dem har jeg mødt før, og det er altid hyggeligt at mødes igen,” siger han.
Og selvom der er kommet både børn, arbejde og andre forpligtelser til, så er det stadig ishockeyen, der har en særlig plads i hans liv.
Læs også: Hun havde aldrig set en kamp før: Nu arbejder Mia bag kulisserne til VM “Jeg bliver ved, fordi det giver mig så mange gode oplevelser.”