Hanne er skyggebarn: “Jeg kan godt elske min søster og stadig være ked af det”

Telefonen kan ringe flere gange om dagen hjemme hos Hanne Vejlgaard Povlsen i Esbjerg.

Nogle gange handler det om ketchup. Andre gange om ensomhed, sygdom eller praktiske problemer, som hendes handicappede lillesøster Lone ikke selv kan løse. Sådan har det været det meste af hendes liv.

For selvom Hanne i dag er gift, har børn, børnebørn og sit eget liv, føler hun stadig, at hun bærer et ansvar, hun aldrig selv bad om. Et ansvar, der begyndte allerede som barn.

Hun kalder sig selv et skyggebarn.

Et barn, der voksede op ved siden af et handicappet søskende, hvor kærligheden var stor, men hvor følelsen af at komme i anden række fyldte mindst lige så meget.

Hun lærte tidligt at klare sig selv

Hanne Vejgaard Povlsen voksede op som storesøster til Lone, der blev født med følger efter rhesus-uforligelighed. Familien boede først i Thyborøn, senere flere andre steder i landet, før de til sidst endte i Esbjerg.

I 1960’erne fandtes der ikke de samme tilbud til familier med handicappede børn, som der gør i dag. Der var ingen weekendaflastning, ingen nævneværdig støtte og langt færre muligheder for hjælp i hverdagen.

Derfor blev meget af ansvaret placeret hjemme i familien. Og hurtigt også hos Hanne.

”Jeg var kun otte år gammel, da jeg begyndte at passe Lone alene. Vi havde haft barnepiger, men den sidste ældre dame var bange for hende og kunne ikke forstå hende. Til sidst blev det bare mig, der tog over. Jeg blev meget tidligt vant til at have ansvaret.”

Hun beskriver en barndom, hvor hun hele tiden var opmærksom på søsteren.

”Hvis der kom en bil, så tænkte jeg straks på, hvor Lone var henne. Jeg skulle sørge for, at hun kom væk fra vejen. Jeg blev voksen meget tidligere end andre børn. Da jeg var 14 år, havde jeg flere venner på 18, fordi jeg følte mig ældre end dem på min egen alder.”

Samtidig lærte hun hurtigt at klare sig selv.

Hun rejste alene på sprogrejse til England som 14-årig. Senere arbejdede hun i grøntafdelingen i Sædding Centret og rejste som 19-årig til USA som au pair.

”Da jeg var i England i tre uger, nød jeg hvert sekund. Det var fantastisk at være væk. Jeg kunne mærke, at jeg tænkte anderledes end de andre unge. Jeg havde jo haft ansvar i mange år allerede.”

Men følelsen af ansvar fyldte også hjemme.

”Det var mig, der dækkede bord. Mig, der tømte opvaskemaskine. Mig, der hang tøj op. Lone kunne jo ikke, så det blev bare mig, der skulle gøre tingene.”

Når den handicappede søster fyldte alt

Selvom Hanne aldrig tvivlede på, at hendes forældre elskede hende, voksede følelsen af at stå i skyggen af søsteren stille og roligt frem gennem hele barndommen.

Hun husker især følelsen af, at alt altid skulle tilpasses Lone.

”Hvis jeg fik noget, så skulle Lone også have det. Hvis jeg fik en gave, så fik hun ofte en større gave. Da jeg blev konfirmeret, fik jeg en reol. Fjorten dage senere havde Lone fået præcis den samme. Hun skulle ikke vente til jul eller fødselsdag. Hun fik den bare.”

Hun vender flere gange tilbage til én bestemt sætning fra sine forældre.

”Lone skulle ikke mangle noget.”

Men for Hanne kom det ofte til at betyde, at hun selv måtte undvære.

”Jeg ødelagde jo aldrig noget, så derfor fik jeg heller ikke noget nyt. Hvis Lone ødelagde mine spil, fik jeg at vide, at jeg bare skulle have passet bedre på dem. Man fik ikke et nyt spil, bare fordi Lone havde ødelagt det.”

Hun husker tydeligt, hvordan følelsen af at være foruden satte sig i hende allerede som barn.

”Da jeg var barn, var der en moster, der altid sendte julegave til Lone. Men det var ikke sådan, at hun skulle dele med mig. Hvis jeg derimod fik noget, så skulle jeg dele med Lone. Der var heldigvis også familiemedlemmer, der sagde, at man altså ikke gør forskel på børn.”

Selv store livsbegivenheder blev præget af det samme mønster.

Hun husker stadig dagen, hvor hun skulle købe brudekjole.

”Jeg havde sagt meget tydeligt, at hvis Lone kom med, så ville jeg ikke afsted. Det var min dag. Min far lovede mig, at hun ikke skulle med. Men da de henter mig, sidder hun på bagsædet. Jeg blev så skuffet.”

Forældrenes forklaring glemmer hun aldrig.

”De sagde, at Lone jo aldrig kom til at blive gift, så hun skulle også have en oplevelse. Men det var jo min dag. Det var ikke hendes dag. Og dér følte jeg virkelig, hvad det vil sige at være skyggebarn.”

Hun fik aldrig sine forældre for sig selv

Noget af det, der stadig gør mest ondt hos Hanne, er følelsen af aldrig rigtigt at have haft sine forældre alene.

Ikke som barn. Ikke som voksen.

”Mine forældre kom aldrig og spiste hos os uden at have Lone med. Hvis vi inviterede dem, så fulgte hun med. Hvis vi sagde, at vi gerne ville have dem alene, så sagde min mor nogle gange, at så kom de ikke.”

Til sidst måtte Hanne tage konflikten direkte med sin far.

”Jeg sagde til ham, at jeg altså også var deres barn. Det var ikke kun Lone. Det var simpelthen ikke i orden.”

Men følelsen forsvandt aldrig helt.

”Jeg var så heldig at have mine forældre i næsten 60 år. Men jeg fik ikke tiden.”

Hun stopper kort under interviewet.

”De var der jo. Men alligevel var de der ikke helt, fordi Lone fyldte så meget.”

Den samme følelse oplevede hendes egne børn senere.

”Mine børn ville jo også gerne have mormor og morfar for sig selv. De ville gerne på ferie med dem eller bare have dem alene. Men Lone kom altid først. Hun var altid med.”

Hun fortæller, hvordan hendes døtre også blev trukket ind i ansvaret omkring mosteren.

”Der var engang nogen, der forsøgte at bryde ind hos Lone. Hun ringede grædende til mig, og jeg sendte min ældste datter afsted i bil, mens den yngste hoppede på cyklen og kørte derover. Mine børn har også båret det ansvar.”

Et ansvar der aldrig forsvandt

I dag er Hanne selv blevet ældre. Men ansvaret er ikke blevet mindre.

Tværtimod.

Efter hendes mors død sidste år er meget af ansvaret for søsteren landet hos hende.

Lone bor i egen lejlighed med tilknyttede pædagoger, men Hanne mener ikke, at tilbuddet passer til hendes behov.

”Hun er fejlplaceret. Hun har brug for langt mere hjælp, end hun får. Hun kan ikke læse, hun ser dårligt, og hun hører dårligt. Hun kan ikke tage bus eller tog alene. Hun kan ikke finde ud af at betale en taxa. Hun har en intelligens som et lille barn.”

Skyldfølelsen fylder stadig hver eneste dag.

”Det fylder hver dag. Hun ringer flere gange om ugen. Hun kan ikke forstå, at vi arbejder, eller at mine døtre ikke bare kan komme og besøge hende. Og så får man dårlig samvittighed.”

Hun beskriver et liv, hvor hun konstant føler sig på.

”Hvis vi skal til barnedåb eller fødselsdag, så er det stadig mit ansvar at få Lone frem og tilbage. Hun kan ikke selv finde ud af det. Hun kan ikke læse skilte eller betale det rigtige beløb. Hun kan ikke klare den slags alene.”

Selv da Hanne som 41-årig fik kræft, forsvandt ansvaret ikke.

”Mine forældre ville have Lone med på sygehuset første dag. Men dér sagde jeg nej. Enten kommer I uden hende, eller også kommer I ikke. Jeg havde brug for selv at finde min plads i det hele først.”

Tandlægestolen glemmer hun aldrig

Nogle minder har sat sig dybere end andre.

Et af dem stammer fra, da Hanne var 11 år gammel.

Hun skulle have trukket fire tænder ud hos tandlægen.

Samtidig havde hendes mor Lone med, fordi der ikke var andre til at passe hende.

”Min mor kunne aldrig tåle at se sådan noget. Og pludselig besvimede hun. Lone begyndte at skrige, og jeg lå dér i tandlægestolen.”

Hun husker stadig følelsen meget tydeligt.

”Det var jo mig, der havde brug for min mor dér. Jeg var 11 år gammel og skulle have trukket fire tænder ud. Men det endte med, at det var tandlægerne, der måtte trøste mig.”

For Hanne blev episoden et meget tydeligt billede på hendes barndom.

At hun ofte selv måtte være den stærke.

Også når hun egentlig bare havde brug for at være barn.

Kærligheden til søsteren er stadig enorm

Selvom Hanne fortæller åbent om vrede, skuffelse og følelsen af at være blevet forbigået, er kærligheden til søsteren tydelig hele vejen gennem fortællingen.

Hun beskriver Lone som sjov, kærlig og fuld af personlighed.

”Hun har altid forgudet mig. Hun ville altid det samme som mig.”

Og Hanne mærker stadig søsterens smerte som sin egen.

”Jeg kan ikke holde ud, hvis hun ikke har det godt. Jeg får det fysisk dårligt, når hun har det dårligt. Jeg har altid passet hende, også selvom jeg blev vred på mine forældre.”

Netop derfor bliver historien også kompleks.

For frustrationen handler ikke om manglende kærlighed til søsteren.

Tværtimod.

”Jeg har ondt af hende. Jeg synes ikke, hun har et godt liv. Hun mangler social kontakt og er meget ensom. Hvis hun havde været normal, så havde hun været fantastisk.”

Samtidig kan Hanne stadig grine af mange af de ting, søsteren sagde gennem livet.

”Hun sagde engang, at hun gerne ville have en kæreste, men han skulle have kørekort, og han måtte ikke savle. Jeg var ved at lægge mig flad af grin.”

I dag tør hun sige fra

Med årene er Hanne blevet bedre til at sætte grænser.

Det har været nødvendigt.

Både for hende selv, hendes mand, børn og børnebørn.

”Jeg ville ikke lave de samme fejl med mine børn, som blev lavet med mig. Jeg ville give dem tid. Bare sidde og læse en bog med dem eller gå en tur med dem. Give dem følelsen af, at de var vigtige.”

Hun nævner især datterens bryllup som et vigtigt vendepunkt.

”Min mor var meget vred over, at Lone ikke skulle med. Men jeg skulle være brudens mor den dag. Ikke min søsters oppasser. Det var min datters dag.”

Det var en beslutning, hun ikke tror, hun kunne have taget som yngre.

”Jeg har været nødt til at lære at sige fra. Ellers havde jeg ikke kunnet holde til det.”

Samtidig understreger hun, hvor afgørende resten af familien har været for hende.

”Mine tanter og onkler sagde altid til mig, at det er okay at sige fra. Du er ikke ond, fordi du passer på dig selv. Uden dem tror jeg faktisk, at jeg var knækket på et tidspunkt.”

I dag lever kærligheden til både søsteren og forældrene stadig stærkt i hende.

Men det gør følelsen af at have været foruden også.

”Hvis ikke der havde været så stor kærlighed i vores familie, så havde jeg jo bare meldt fra. Men man kan godt elske nogen meget højt og samtidig være ked af alt det, man selv mistede undervejs.”