Har du været forbi?: Smagen af Indien har indtaget Esbjerg

Indrømmet, vi elsker indisk mad her på redaktionen.
Derfor havde vi også svært ved at få armene ned, da nyheden kom, at Mr. Tandoori åbnede i Esbjerg Street Food.
Nu har vi været forbi Esbjerg Street Food og smagt deres seneste påfund.
Og vi blev ikke skuffet.
På menukortet er et væld af kendte retter, man kender fra klassiske indiske restauranter verden over.

Vi gik med noget af det helt klassiske. En Chicken Tika Masala og en Butterchicken. Dertil et Garlic Naan og et Cheasy Naan samt Onion Pakora.
Selve serveringen var helt traditionel, som indisk mad skal serveres.
En tallerken med kogte ris og en metalskål med sovs ved siden af. På en kold og grå januardag glemmer man et øjeblik, at man sidder i Esbjerg og ikke ved et gadekøkken i Mumbai.
Smagen i Chicken Masala er velkendt, hvis man er velbevandret i de indiske retter. De varme smage af blandt andet ingefær og hvidløg er tydelige og giver en behagelig sammensætning.
Hvis man ikke er til spicy mad, skal man ikke blive bange. Smagen er forholdsvis mild, så de fleste kan være med.
Retten var toppet med et par stykker frisk chili og ingefær, så hvis man godt kan lide krydret mad, der smager igennem, så er det en mulighed.
Den samme milde smag gjorde sig gældende for deres Butter Chicken. Den var både cremet og fyldig, og den smager præcis, som en Butter Chicken skal smage.
Også her er smagen på ingen måde stærk, og de fleste kan uden problemer nyde retten.
Kyllingen i begge retter var både mør og saftig.
Naanbrødene skuffede heller ikke. De var både bløde og lækre og lavet præcis, som et klassisk naanbrød skal laves. Især er det værd at fremhæve Garlic Naan, der havde en dejlig og tydelig smag af hvidløg.
Endelig kan det også anbefales at købe Onion Pakora. De stegte løg er et dejligt sprødt element, som bare passer godt sammen med de cremede retter.
Så hvis du ligesom os ikke kan få nok af indisk mad, så tag et smut forbi Esbjerg Street Food og Mr. Tandoori. Du bliver ikke skuffet.
