Har været lukket i flere måneder: Nu er Henrik tilbage
I 3,5 måneder har Den Rigtige Skomager i Torvegade i Esbjerg været lukket, men nu er der igen liv i forretningen.
Indehaver Henrik Kulmbak har været ramt af sygdom, og derfor har han været nødt til at holde lukket i en periode.
Men torsdag var han igen at finde bag disken i Torvegade.
“Jeg er startet igen på halv tid det første stykke tid,” siger han.
I første omgang vil han primært fokusere på at få lavet de opgaver, som allerede er booket.
Det betyder også, at han ikke tager nye reperationer ind det første stykke tid.
Han fortæller, at der ligger en del tasker og sko, som blev indleveret før, han blev syg, og dem skal han i bund med, før han tager imod nye reparationsopgaver.
“Jeg ved ikke endnu, hvornår jeg kan tage imod nye bookinger, men jeg håber, det bliver om fire uger cirka,” fortæller han.
Henrik Kulmbak har i mere end 30 år haft forretningen i Torvegade, hvorfra han reparerer kundernes sko, tasker og andre lædervarer.

Læs også: Henrik Kulmbak: Skomager i Esbjergs hjerte