Heidi tog kontrollen tilbage: Det startede med en cola
I træningscentret står Heidi Vernegaard Gregersen med hænderne om vægtstangen, mens hun gør klar til endnu et løft.
Rundt om hende er der en stemning af fællesskab, små grin og korte bemærkninger på tværs af holdet.
Hun bevæger sig hjemmevant rundt i lokalet, men sådan har det ikke altid været.
For få år siden var hendes krop præget af sygdom, og hun havde aldrig forestillet sig, at hun skulle stå i et træningscenter og løfte tungt.
Fra dårligdom til beslutning
Heidi beskriver en periode, hvor hendes helbred var langt fra godt, og hvor kroppen reagerede kraftigt på den livsstil, hun levede.
Hun levede med kronisk rosen, som flere gange sendte hende i behandling, og samtidig spiste hun fødevarer, hun ikke kunne tåle.
“Jeg havde kronisk rosen i min krop. Rosen det er en betændelsestilstand, der er i underhuden, og som regel så kræver det penicillin. Hvis jeg dummer mig, så bliver jeg gerne indlagt igen, fordi så går det galt igen.”
Hun vidste ikke på det tidspunkt, at hun var gluten- og laktoseintolerant, og derfor blev problemerne forstærket.
“På det her tidspunkt, der ved jeg ikke, at jeg er glutenintolerant og laktoseintolerant. Så det spiser jeg i mængder, og så kan kroppen jo ikke klare det.”
Hun fortæller, at hun i den periode ikke havde kontrol over sin kost og sine vaner, og at det satte sig tydeligt i kroppen.
“Jeg anede jo ikke det der med min kost. Jeg synes bare hele tiden, at jeg havde travlt, men det havde jeg jo egentlig ikke. Det er jo bare en indbildning, jeg havde i mit hoved.”
Alligevel begyndte erkendelsen langsomt at vokse frem.
“Der kan man jo se, at der er sket lidt i hvert fald. Og så tænkte jeg, ej der skal fandme ske noget mere.”
Et opgør med det gamle liv
Forandringen begyndte med helt konkrete valg i hverdagen, hvor Heidi blandt andet tog et opgør med sine drikkevaner.
Hun husker præcist den dag, hun besluttede sig.
“Det var faktisk, jeg kan datoren, den 29. august 2020. Det var den dag, jeg sagde, nu er det bare slut. Vi skal ikke have mere af det der cola.”
Hun beskriver, hvordan hun stod med hånden på køledisken og traf et valg, der siden har holdt.
“Jeg står med hånden på håndtaget og tænker, ej for helvede, du har bare drukket den sidste cola. Så tager jeg en flaske vand i stedet, og så siger jeg til min mand, nu er det bare slut.”
Siden da har hun ikke rørt cola.
“Jeg har ikke rørt en rød cola siden. Aldrig. Slet ikke. Overhovedet ikke. Og har heller ikke lyst til det.”
Hun beskriver sit tidligere liv som præget af stillesiddende vaner og en hverdag foran fjernsynet.
“Det meste af min fritid, så hang jeg foran fjernsynet. Jeg lavede gode mad og bagte kager. Folk ringede til mig og spurgte, om jeg kunne bage en kage til dem.”
I dag ser hun helt anderledes på det liv.
“Jeg synes faktisk, jeg har det sjovere nu og bedre nu. Jeg savner ikke noget af det liv. Hvad skulle jeg savne, at sidde foran fjernsynet?”
De første løft ændrede alt
Da Heidi meldte sig ind i træningscentret, vidste hun, at hun havde brug for hjælp til at komme i gang.
Hun bad derfor om mere end en hurtig introduktion til maskinerne.
“Jeg sagde til ham, jeg skal nok have lidt mere hjælp. Jeg var helt totalt grøn indenfor det her, så jeg skulle bare have hjælp.”
Her blev hun koblet sammen med træneren Alex, og det samarbejde blev hurtigt afgørende.
“Vi bliver enige om, at jeg prøver at starte op med ham og køber fire timer. Og da de var gået, så købte jeg bare nogle flere. Jeg var overhovedet ikke i tvivl.”
De første træningspas gjorde et stort indtryk, særligt første gang hun skulle dødløfte.
Hun var skeptisk og havde svært ved at tro på det.
“De første gange, han beder mig om at dødløfte, det er 25 kilo. Og jeg tænker, manden han må da være åndssvag, hvis han tror, jeg kan det.”
Men oplevelsen bagefter ændrede alt.
“Efter jeg gjorde det, jeg var helt høj. Jeg kunne vælte hele verden. Altså, de skulle bare komme an, for jeg var da bare den sejeste.”
Træningen blev en ny identitet
Træningen udviklede sig hurtigt fra at være noget nyt til at blive en central del af Heidis identitet.
Hun oplevede, at hun blev mødt med helt andre forventninger, end hun havde været vant til.
“De havde jo tænkt, at jeg var den sarteste, der ikke kunne holde til en skid. Det tænker han ikke. Han tænker bare, du er en tank. Du kan bare.”
Det ændrede hendes syn på sig selv.
“Jeg havde jo aldrig gået ind i et fitnesscenter før, medmindre jeg havde mine søskende med, og de skånede mig jo nærmest for alting.”
I dag har hun brug for både at blive presset og holdt tilbage.
“Jeg har hele tiden brug for det skub der, kom nu. Men jeg har måske også nogle gange brug for, at han holder mig tilbage, for ellers tænker jeg bare, det kan jeg da bare.”
Hun har også taget træningen med ind i sin identitet.
“Det er også derfor, jeg hedder Furious Farmor på Instagram. Han sagde Angry Grandma, og så sagde jeg, jeg gider fandme ikke hedde Angry Grandma, jeg vil hedde Furious Farmor.”
Styrken bruger hun også uden for centret
Heidi arbejder som socialpædagog og passer en handicappet pige, hvor hendes styrke har en konkret betydning i hverdagen.
Samtidig er hun plejemor til to små børn og lever et familieliv, hvor træningen skal passes ind.
“Jeg er plejemor til to børn på 6 og 4 år, og så er jeg gift med en mand, der synes, jeg bruger alt for meget tid hernede.”
For hende er træningen ikke til forhandling.
“Jeg passer stadigvæk min træning. Det opgiver jeg simpelthen ikke, for jeg bliver så syg, hvis jeg gør det.”
Hun mærker tydeligt forskellen i dag.
“Jeg føler mig meget sundere nu. Og jeg synes faktisk, jeg har det sjovere nu og bedre nu.”
Målet stopper ikke her
Selvom Heidi allerede har opnået meget, er hun langt fra færdig.
Hun har stadig ambitioner og mål, hun gerne vil nå.
“Jeg vil da gerne op og løfte 160 kilo. Det vil jeg da gerne.”
Hun presser sig selv, men er også bevidst om sin udvikling. Samtidig rækker hendes mål langt ud i fremtiden.
“Jeg har skrevet til Alex, at jeg vil gerne dødløfte 160 kilo, når jeg bliver 80.”
For hende er der en klar opdeling i livet.
“Første del af livet er uden træning, og sidste del er med træning.”