Hele byen nyder godt: Musikhuset er en stor gevinst for Esbjerg
Musikhuset Esbjerg er både en kulturel og økonomisk stor gevinst for Esbjerg, det viser en ny omfattende analyse fra Rambøl, melder Musikhuset Esbjerg i en pressemeddelese.
I 2020 indviede Musikhuset Esbjerg deres nye forplads og var kun med til at løfte det smukke syn af bygningen.
En ny, omfattende rapport fra analyseinstituttet Rambøl fastslår, at Musikhuset Esbjerg ikke kun har en stor og postitiv betydning for kulturlivet i Esbjerg, men at den også spiller en væsentlig rolle for, at Esbjerg er et godt sted og bo.
Analysen dokumenterer for første gang, hvor mange arbejdspladser Musikhuset skaber i Esbjerg, og hvor store de afledte økonomiske effekter er af de cirka 200 arrangementer og 70.000 gæster, der er årligt i Musikhuset Esbjerg.
I 2023 lagde Musikhusets gæster 19 millioner kroner på Esbjergs restauranter, caféer og forretninger, viser rapporten.
”Når vi har koncerter eller forestillinger, hvor der er mange mennesker i huset, summer det som regel også af liv på byens restauranter og caféer i timerne før og efter. Vi er rigtigt glade for, at vi kan være med til at give tilbage til byen og skabe omsætning i det omfang,” siger Torben Seldrup, direktør i Musikhuset Esbjerg.
Med Tobakkens konkurs i foråret 2023 var det ikke bare koncertpublikummet i Esbjerg, der pludselig oplevede et tomrum. Også byens barer og caféer fik at mærke, at færre skulle i byen og feste videre, når koncerterne var slut. Med Musikhusets nylige overtagelse af Tobakken er koncertvolumen i Esbjerg nu igen på vej op.
”Derfor tror jeg, at de afledte positive effekter af vores aktiviteter bare kommer til at stige de kommende år, siger Torben Seldrup.
Gør Esbjerg mere attraktiv
Undersøgelsen viser også, at udover det afledte forbrug, Musikhusets arrangementer og aktiviteter fører med sig i form af restaurantbesøg, hotelovernatninger og shopping i byens butikker, havde Musikhuset i 2023 selv et forbrug på 28 millioner kroner lokalt.
Samlet set brugte Musikhuset og dets gæster altså omkring 47 millioner kroner inden for kommunegrænsen i 2023.
Det er en af årsagerne til, at Musikhuset, som rapporten også viser, var med til at skabe 103 arbejdspladser i Esbjerg – altså langt flere, end der er i Musikhuset selv.
Udover den økonomiske betydning af Musikhuset Esbjerg har Rambøl også undersøgt, hvordan danskernes og generelt lokalbefolkningen i Esbjergs syn er på Musikhusets kulturelle betydning.
Halvdelen af danskerne kender til Musikhuset Esbjerg, selvom vi er her helt mod vest. Blandt de lokale respondenter svarer 86 procent, at de mener, Musikhuset har en positiv betydning for kulturlivet, og 75 procent mener, at husets arrangementer har en høj kvalitet. 70 procent af de adspurgte borgere i Esbjerg Kommune, mener at Musikhuset efter deres mening er med til at gøre Esbjerg til et godt sted at bo.
”Det er vores fornemmeste opgave at præsentere kultur af høj kvalitet, så sydvestjyderne kan få store oplevelser og Esbjerg er et godt og attraktivt sted at bo. Så det gør mig glad og stolt at se, at så stor en del af borgerne i Esbjerg har en positiv oplevelse af det, vi laver,” siger Torben Seldrup.