Nyhedsbrev

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Esbjerg.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Esbjerg.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til nyhedsbrevet accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Du kom med alt det, der var dig: En vandring der kan få den sidste del af livet til at spire

Af Cecilie Winther Christiansen
Freddy Christensen, Næstformand og Gertie Baungaard Gorzalak, Formand for Støtteforeningen for Hospice Sydvestjylland. Foto: Cecilie
Freddy Christensen, Næstformand og Gertie Baungaard Gorzalak, Formand for Støtteforeningen for Hospice Sydvestjylland. Foto: Cecilie

Der er én ting i livet, som vi alle kan være sikre på. På et tidspunkt skal vi alle væk herfra.

En tanke, mange ikke bryder sig om, men også det, der er med til at gøre livet til det, det er.

Nogle gange sker det pludseligt, og alt bliver revet væk under de pårørende. Andre gange er det længere undervejs, og heldigvis er der en mulighed i Esbjerg, hvor den sidste tid kan føles mere hjemlig, og presset på de pårørende kan lettes.

Cirka 50 frivillige står i kø for at tage vagter på Hospice Sydvestjylland takket være den økonomiske støtte fra Støtteforeningen.

En støtteforening, der er med til, at oplyse om at man kan komme gratis på hospice, og at hospice er for alle.

Gårdhaven ved Hospice i Esbjerg. Foto: Cecilie Winther

Hospice er for ALLE

Da vi trådte ind på Hospice Sydvestjylland, som ligger tæt ved Esbjerg Sygehus, bliver vi ramt af en hjemlig følelse.

Gertie B. Gorzelak, formanden for Støtteforeningen, og Freddy Christensen, næstformanden for Støtteforeningen, viste os rundt, og vi sad ude i den hyggeligste gårdhave.

“Hospice er for alle. Man skal ikke betale, men det er selvfølgelig til de allermest syge,” fortæller Freddy Christensen.

“Der er 12 værelser, og der er en belægning på 95 procent. De fleste, der er her, har kræft, og der bliver gjort alt for, at de skal føle sig så meget hjemme som muligt. Man må selv indrette sit værelse, og ens pårørende må gerne overnatte. Der er også et legerum til børn, og hver fredag går de frivillige rundt med fredagsbar, så alle kan få lige det, de vil,” siger Freddy Christensen.

Når man er på hospice, bliver der også taget hånd om de pårørende. Her kan man få samtaler med en psykolog og der er også en præst ansat, samt der bliver tilbudt musikterapi.

“Det er et livsbekræftende sted, hvor det gode skal fylde. Dengang hvor min veninde var her, blev jeg også spurgt ind til, hvordan jeg havde det. Jeg var ikke i familie med hende, men en veninde, og selv der blev der spurgt ind til mig som pårørende. Det satte sig dybt i mig, og efterfølgende meldte jeg mig ind i støtteforeningen, og det er nu seks år siden, og i dag har jeg været formand for Støtteforeningen i 2 år,” siger Gertie B. Gorzelak.

“Jeg håber noget af alt det fine fra hospice, kan blive udbredt til andre steder, som for eksempel i plejehjem”, siger Gertie B. Gorzelak.

Hospice, Finsensgade 25, Esbjerg. Foto: Cecilie Winther

Kom med på en vandring der støtter Hospice i Esbjerg

For at sætte fokus på muligheden og udbrede kendskabet til hospice, har Støtteforeningen for Hospice Sydvestjylland for anden gang i deres historie arrangeret en Hospice Vandring. Sidste år var 80 deltagere med, og indtil nu er der 50 tilmeldte.

I slutningen af august kan du komme med på en vandring, der enten er tre kilometer eller seks kilometer ud igennem Østerbyen/Rørkjær området. Hvis du ikke har mulighed for at gå, vil der være sat borde, bænke og telt op, så man kan blive siddende, mens de andre går turen.

Efter gåturen vil det være muligt at købe en omgang Chili con carne, hvorefter der vil være fællessang i gården, hvor sanger Dorte Mørup Tagmose og pianist Søren Kaspersen vil synge for og også selv spille et par numre efterfølgende.

Her åbnes vinduerne på alle værelserne, så alle kan høre med. Sidste år var det meget smukt.

“Jeg var overrasket over, hvor livsfuldt og godt man har det, når man er her. Nogle liver også op igen og har mulighed for at komme hjem, det er jo fantastisk,” siger Gertie B. Gorzelak.

“Vi har to formål med Hospice Vandringen, og det er at støtte det lokale hospice med penge til de frivillige, så de har mulighed for, at vi for eksempel kan give dem, der bor her, is, holde fredagsbar, komme i ‘biografen’, kunst, legerum til børn og blandt andet også uddannelse til de frivillige. I hver uge er der flere aktiviteter.

For det andet er det også for at udbrede kendskabet om tilbuddet med at komme på hospice, og at man ikke skal betale for det. Vi oplever tit, at folk ikke ved det, specielt de pårørende,” siger Gertie B. Gorzelak.

Hvis du vil med på Hospice Vandringen, så er det onsdag den 28. august fra klokken 16.00-18.30 og du kan tilmelde dig indtil klokken 12.00 på dagen her.

Nedenfor kan du se flere billeder fra hospice i Esbjerg.

Hvad: Hospice Vandring

Hvor: Finsensgade 25, 6700 Esbjerg

Hvornår: Onsdag d. 28. august klokken 16.00-18.30

Tilmeld dig vandringen her. Deadline for tilmelding er den 28. august klokken 12.00

Priser: Voksne 100 kroner, børn 0-15 år 25 kroner.

Ønsker du at blive medlem af støtteforeningen, kan du blive det her.

Biblioteket på hospice, hvor de også kan samles om at se film. Her er der også plads til, at man kan blive liggende i sin seng imens og så få følelsen af at være i biografen. Foto: Cecilie Winther
Isbaren der køres rundt på hospice af frivillige og deler is ud. Foto: Cecilie Winther
Den hyggeligste gårdhave med to orangerier og mulighed for at gå rundt blandt blomster. Foto: Cecilie Winther
De går meget op i, at man skal føles sig hjemme, så meget som muligt, med nips, blomster og kunst. Foto: Cecilie Winther

Del artikel

Andre læser også