Hun blev Danmarks stærkeste: Men historien begyndte helt anderledes

Der ligger vægtstænger på gulvet og kalk i luften i FitnessX i Esbjerg. Midt i træningslokalet arbejder 31-årige Stella Vindbjerg koncentreret med endnu et løft. For hende er styrketræning ikke bare en hobby.

Det er blevet en livsvej, der begyndte med en skade og i dag har ført til både danske rekorder og en titel som Danmarks stærkeste i sin vægtklasse.

For omkring et år siden tog hun et stort skridt og flyttede til Esbjerg.

Beslutningen kom efter flere år, hvor hun kørte lange ture for at kunne træne i centeret sammen med sin coach Alex Venø og de træningsmakkere, hun havde fået gennem årene.

“Jeg er 31 år og bor her i Esbjerg. Jeg er tilflytter og flyttede hertil for et år siden. Det gjorde jeg for at kunne træne med Alex, som er min coach, og for at være tættere på de træningsmakkere, jeg har her i centeret. Jeg har trænet hos Alex i seks år og har brugt rigtig meget tid på at køre frem og tilbage.”

Inden flytningen kunne turen til træning være lang. Nogle gange meget lang.

“Jeg har kørt mellem 45 minutter og op til to timer for at træne hos Alex gennem de seneste år. På et tidspunkt tænkte jeg, at det gav mere mening at flytte hertil i stedet for at bruge så mange timer på vejen.”

Den rejse begyndte dog et helt andet sted.

En ulykke blev vendepunktet

Stella Vindbjerg kom ind i styrketræningen for omkring seks år siden.

På det tidspunkt var hun ikke atlet, og hun havde aldrig tidligere trænet med vægtstang.

Hun var i gang med at håndtere følgerne efter en trafikulykke.

“Jeg havde været ude for en ulykke og har blandt andet piskesmæld. Jeg har også fibromyalgi og nogle forskellige diagnoser. På det tidspunkt følte jeg mig lidt kasseret.”

Mødet med Alex Venø skete lidt tilfældigt. De faldt i snak i forbindelse med træning, og han tilbød at hjælpe hende i gang med genoptræning.

“Jeg startede egentlig hos ham for at genoptræne. Jeg havde fået at vide, at jeg aldrig kom til at squatte på grund af mine knæ.”

Det skulle vise sig ikke at holde stik.

“Et år senere stod jeg med omkring 100 kilo på nakken i squat. Det var med til at bevise, at til trods for at man har været udsat for nogle ting og kroppen er skadet, så kan man godt bygge styrke op igen”.

Træningen gav livskvaliteten tilbage

I begyndelsen handlede træningen ikke om konkurrencer eller rekorder. Den handlede først og fremmest om at få en bedre hverdag.

“Til at starte med var det mere livskvalitet. Det var det at have noget, der holdt mig i gang og gjorde mig glad.”

Fremgangen kom stille og roligt. Samtidig voksede et stærkt fællesskab frem omkring træningen i centeret.

“Jeg fik et fællesskab gennem Alex og dem, der kom i centeret. Det gjorde, at jeg fortsatte og faktisk blev ret afhængig af at komme og træne hver uge.”

For hende handler en stor del af motivationen også om at have en træner, der kan tilpasse træningen, når kroppen ikke altid spiller med.

“Hvis jeg kommer og siger, at jeg har ondt i skulderen, så finder vi bare en anden løsning. Så laver vi nogle andre øvelser, så kroppen stadig får træning.”

Den tilgang betyder, at træningen stadig kan fungere, selv når kroppen driller.

“Man går derfra med blod på tanden alligevel. Man bliver også mentalt gladere, fordi man kan mærke, at man har gjort noget godt for sig selv.”

Strongwoman blev en ny vej

Selvom styrketræningen hurtigt blev en vigtig del af hverdagen, var det aldrig planen, at Stella Vindbjerg skulle konkurrere.

Alligevel endte hun i strongwoman-miljøet.

“Jeg har konkurreret i strongwoman de sidste tre år. Det er mit fjerde år nu. Det var egentlig aldrig planen.”

Inspirationen kom blandt andet fra træningsmiljøet omkring hende.

“Jeg blev lidt inspireret af nogle af de andre. Jeg syntes, det var lidt atypisk, og jeg blev fanget af det der med at løfte noget virkelig tungt og presse kroppen.”

Den første konkurrence gjorde stort indtryk.

“Det var en vanvittig stemning. Jeg har konkurreret i mange år inden for ridesport, men jeg har aldrig oplevet et fællesskab som i strongman og strongwoman.”

Hun beskriver sporten som en nichesport, hvor atleterne støtter hinanden på en helt særlig måde.

“Man står faktisk og hepper på hinanden, selvom man er modstandere. Man hjælper hinanden både under opvarmning og under konkurrencen. Alle ved, hvor meget arbejde der ligger bag.”

Titler og danske rekorder

I dag har Stella Vindbjerg etableret sig blandt landets stærkeste kvinder i sin vægtklasse.

Hun konkurrerer i minus 73 kilo-klassen og har været på alle tre podiepladser ved DM.

“Jeg har haft titlen som Danmarks stærkeste i min vægtklasse. Sidste år blev jeg nummer to, og jeg har også haft en tredjeplads.”

Derudover blev hun sidste år kåret som Jyllands stærkeste kvinde.

Samtidig har hun sat flere danske rekorder.

“I minus 73 kilo-klassen har jeg en dødløftrekord på 180 kilo og en logrekord på 65 kilo.”

Hun har også sat rekord i en højere vægtklasse.

“Jeg har også sat en dødløftrekord på 190 kilo i minus 82 kilo-klassen.”

Et liv med plads til både træning og hverdag

Når man konkurrerer på højt niveau i en styrkesport, fylder træningen naturligt meget i hverdagen. Alligevel forsøger Stella Vindbjerg at holde fast i en hverdag med plads til familie og venner.

“Jeg tænker selvfølgelig over kosten, men jeg kan godt lide, at der er plads til ting. Man kan godt tage ud og spise på en restaurant eller tage til fødselsdag og spise kage med familien.”

Når konkurrencerne nærmer sig, bliver fokus dog skærpet.

“Op til konkurrencer har jeg mere fokus på kosten, fordi jeg ligger lige over min vægtklasse og plejer at skulle smide et par kilo.”

Når det gælder alkohol og byture, fylder det ikke meget.

“Jeg drikker egentlig ikke rigtigt. Jeg har heller ikke lyst til det, fordi jeg ved, hvad det kan koste i træningen.”

Hun understreger dog, at hun stadig prioriterer at være sammen med sine venner og sin familie.

“Jeg kan godt tage med til en fest, men så tager jeg måske tidligere hjem, så jeg kan holde mine rutiner.”

Målet er stadig at blive stærkere

Selvom hun allerede har vundet titler og sat rekorder, føler Stella Vindbjerg stadig, at der er mere at hente.

En af de præstationer hun selv er mest stolt af, er hendes tunge dødløft.

“Min dødløft på 190 kilo er jeg virkelig glad for.”

Det næste mål er allerede sat.

“Jeg satser på at komme op og trække 200 kilo. Det er bare et fedt rundt tal.”

For hende handler sporten dog ikke kun om medaljer eller rekorder.

“Det vigtigste for mig er at kunne gå fra en konkurrence og vide, at jeg gav alt, hvad jeg havde.”

Så længe kroppen kan følge med, har hun ikke planer om at stoppe.

“Så længe jeg føler, at der stadig er mere at hente, fortsætter jeg som atlet, og den daglige styrketræning stopper jeg ikke med.”