Hun er bare 20 år: Kæmper for medalje til Danmark
Der er koncentration i blikket og ro i bevægelserne, når 20-årige Camilla fra Varde sætter penslen til væggen.
Hun er ved at uddanne sig til bygningsmaler på Rybners i Esbjerg, og i disse dage kan man opleve hende live i Esbjerg Storcenter, hvor hun træner frem mod en helt særlig udfordring.
Til september stiller hun op ved EM i Skills i Herning – som den eneste danske bygningsmaler og den eneste deltager fra hele regionen.
Hun har allerede prøvet kræfter med VM i Lyon, men mesterskabet i Herning bliver hendes sidste internationale konkurrence, inden hun afslutter sin uddannelse.
Derfor betyder det ekstra meget for hende at præstere på hjemmebane.
Fra Varde til EM i Herning
Camilla begyndte på uddannelsen i 2022 og er færdiguddannet i sommeren 2026. Allerede under grundforløbet spottede hendes lærer hendes evner og opfordrede hende til at stille op i Skills.
Det førte til en sejr ved regionsmesterskabet i 2023, en DM-titel og siden deltagelse ved VM i Lyon i Frankrig. Nu gælder det EM i Herning fra 9. til 13. september.
“Jeg vidste slet ikke, at der fandtes sådan en verden, hvor håndværkerfagene konkurrerer. Det har været mega fedt at blive en del af,” fortæller Camilla.

Kreativitet og hårdt arbejde
For Camilla har vejen ind i malerfaget været naturlig. Hendes far er tømrer, og hun vidste tidligt, at gymnasiet ikke var for hende.
“Jeg var skoletræt i folkeskolen og kunne mærke, at en erhvervsuddannelse passede bedre til mig. Jeg ville bruge mine hænder, og da jeg prøvede malerfaget, fandt jeg ud af, at det var lige mig,” siger hun.
Hun oplever, at flere kvinder vælger faget i dag, og hun holder af at kunne være kreativ i sit arbejde.
“Man kan udtrykke sig på en anden måde gennem farver og dekoration, og det er fedt,” siger hun.

Familien bakker op
Hele familien følger Camilla tæt og har været med både til DM og til VM i Lyon.
“Mine forældre er utrolig stolte. De har været med alle de steder, hvor jeg har konkurreret, og det betyder meget,” fortæller hun.
Selv om veninderne valgte gymnasievejen i Varde, var Camilla fast besluttet på at gå håndværkervejen.
I dag pendler hun mellem Varde og Esbjerg og arbejder i en malervirksomhed i hjembyen.
Sidste chance for medalje
EM i Skills bliver Camillas sidste store internationale konkurrence.
Deltagelse er kun for lærlinge, og hun færdiggør sin uddannelse næste år. Derfor er alt sat ind på at ramme topformen i Herning.
“Jeg håber på at komme i top 5. Om medaljen lander i min hånd, ved jeg ikke, men selvfølgelig går man efter guldet,” siger hun.
Selv uden en medalje ser hun konkurrencerne som en gevinst i sig selv.
“Jeg har aldrig rejst så meget i mit liv, som jeg har gjort gennem Skills. Det har givet mig nogle kæmpe oplevelser og masser af erfaring”, fortæller hun.

Trænerens tro på talentet
Hanne Asmussen, faglærer på Rybners, har fulgt Camilla tæt i forløbet og er ikke i tvivl om hendes talent.
Læs også:
Fra kolleger til chefer: Nu har de skabt deres egen virksomhed
“Camilla er lynhurtig til at lære. Man skal kun sige tingene én gang, så sidder det. Hun har haft talentet fra starten, og hun er vokset helt vildt med opgaven. Jeg tror på, at hun kan komme rigtig langt,” siger Hanne.
Hun fremhæver samtidig, at Camillas rejse er vigtig for at vise mulighederne i de tekniske uddannelser.
“Vi har haft elever, der har valgt maleruddannelsen, fordi de har set de gode resultater fra Skills. Det er fedt at opleve.”
Fra Storcenter til den store scene
I denne uge kan esbjergenserne møde Camilla helt tæt på, når hun træner live i Esbjerg Storcenter fra klokken 10 til 17.30 sammen med sin lærer.
Her kan man få et indtryk af de discipliner, hun skal igennem i Herning, og få en snak med hende om den drøm, der venter.
Når EM i Skills løber af stablen fra 9. til 13. september, går Camilla på banen for sidste gang i international sammenhæng.
Hun håber at slutte sin Skills-rejse af med en topplacering, og allerhelst en medalje.