Hun er sidste hånd at holde i: Birgitte bruger sin nat på livets sidste timer

Man mærker det med det samme. Birgitte Jakobsen er god til mennesker.

Hun har en ro i stemmen, der gør, at man lytter lidt ekstra. Hun taler langsomt, med naturlige pauser, og man fornemmer, at hun har levet et liv, hvor nærvær ikke bare er noget, man siger, men noget, man gør.

Hun er 67 år, pensionist og gift med Erik gennem 47 år. Sammen har de fire børn, fire svigerbørn og 12 børnebørn. Det er en stor familie, og for Birgitte har den altid været en grundpille i livet.

”Vi har altid haft et aktivt hjem. Selv med fire børn har vi også haft overskud til at engagere os i andre mennesker. Det har bare været sådan, vi har levet vores liv.”

Et liv med mennesker

Hun har haft et langt arbejdsliv som social- og sundhedsassistent. Hun har arbejdet på plejehjem og i hjemmeplejen i Esbjerg Kommune. I mange år tog hun nattevagter.

Sammen med sin mand tog hun sig i 20 år af en multihandicappet pige, som de fik som femårig og fulgte til, hun var 25 år.

”Det var en fælles opgave, vi havde herhjemme. En rigtig fin tid,” siger hun.

Da hun gik på efterløn i januar 2021, midt under coronanedlukningen, fik hun et helt år til at tænke og trække vejret oven på et langt arbejdsliv. Men roen blev afløst af en ny virkelighed, da hendes mand blev alvorligt syg af corona.

”Vi fik at vide, at det var ikke sikkert, at han ville overleve. Det var en underlig situation at stå i.”

Et kald, ikke en pligt

Efter den oplevelse begyndte Birgitte Jakobsen at søge tilbage til det, hun altid har været drevet af. Hun blev en del af Aflastningstjenesten og gik med i menighedsrådet ved Jerne Kirke. Hun blev vågefrivillig og kontaktperson for en yngre kvinde.

”Det er ikke, fordi jeg savner mit arbejde. Det er bare en lyst til stadig at kunne gøre en forskel. At være der for andre.”

Hun fortæller, at hun i sit arbejdsliv ofte ønskede at kunne blive hos dem, der var ved at dø. Men arbejdsgangen tillod det ikke altid. Nu kan hun selv vælge, og det gør hun.

Natten er hendes vagt

Birgitte tager frivillige nattevagter i vågetjenesten. Hun møder ind klokken 23 og sidder hos et menneske frem til klokken 3.

”Der er man egentlig meget alene. Men følelsen af at have været hos et andet menneske og bare kunne få lov til at være der, den kan jeg godt lide.”

Hun har flere gange oplevet, at et menneske døde, mens hun sad hos det. Hun mærker forandringen i vejrtrækningen. Livet, der langsomt forsvinder.

”Det er stille og smukt. Og så ved jeg, at nu er mit besøg slut her. Og det er okay. Så lader jeg andre tage over.”

Små skridt i sorgen

Som kontaktperson besøger hun en ung kvinde en gang om ugen. Besøgene har ændret sig med tiden. I starten talte de bare sammen. Nu går de ture, ser noget nyt, spiser en is ved havet.

”Men samtalen er der stadig. Der kan godt komme sådan en pingpong, hvor man tager sorgen frem, kigger på den og sætter den på plads igen.”

Hun har fulgt pigens udvikling og kan se, hvordan små skridt kan føre videre i livet.

At give sin tid og få noget igen

Det er ikke altid, Birgitte får direkte respons. Nattevagterne foregår i stilhed. Men hun mærker, at det gør en forskel, både for dem, hun hjælper, og for hende selv.

”Jeg går ikke ud og bringer et offer. Jeg gør det, fordi jeg har lyst. Og fordi jeg har energien.”

Hun ved godt, at det ikke er for alle. Hendes mand er frivillig på en helt anden måde, han reparerer cykler og hjælper mennesker gennem det. Og det er helt fint.

”Det vigtigste er, at man finder det, der passer til én. Man skal have lyst til at give noget af sig selv. Have empati for andre.”

Fremtiden er åben – så længe lysten er der

Birgitte har ingen slutdato for sit frivillige arbejde. Hun kan sige nej, når det ikke passer ind, og hun kan planlægge sine opgaver, som det giver mening for hende.

”Så længe helbredet og lysten er der, så fortsætter jeg. Det giver noget godt at være der for andre.”

Hun mener, at hendes engagement hænger sammen med det liv, hun og Erik har skabt sammen. Et trygt hjem og en stærk base giver overskuddet til at være noget for andre.

”Et godt liv udspringer af, at vi har en god base herhjemme,” siger hun.

Og måske er det netop det, der er hendes hemmelighed. At hun ikke bare giver af sig selv ,men gør det fra et sted, hvor der er noget at give af.