Hun sagde, hun var syg: Men Nana Rashids stemme var ren magi

“Jeg vil gerne have lidt mindre lys og lidt mere monitor. Meget mere monitor,” sagde Nana Rashid til teknikeren, der sad begravet i mørket bagerst i Tobakkens lille sal.

Hun fik det. Nu blendede lyset ikke kunstneren mere, og hun kunne se en sal så proppet, at væggene næsten begyndte at svede. Men denne koncert fredag aften handlede ikke om at se. Den handlede om at høre. Og det startede med en katastrofe.

“Jeg er lige blevet syg, og min stemme har det ikke godt,” sagde hun fra scenen efter første nummer.

Dårlig idé. Det burde hun aldrig have sagt. For hvis det dér var en syg stemme, så må en rask Nana Rashid være en guddommelig åbenbaring. For helvede, hvilken stemme.

Tobakkens lille sal blev flået ud af Esbjergs grå februar som en tand i et forvokset gebis og kastet direkte ind i en baggård i New York. En af den slags klubber, hvor røgen hænger tungt, og bartenderen har set for meget til at bryde sig om noget som helst.

Alt spillede sammen: de slidte, sorte vægge med falmede plakater, de små borde fyldt med mennesker, der forstod alvoren i øjeblikket – og så denne stemme. Melankolsk, skrøbelig, men så gigantisk, at den kunne vælte en bygning.

Lyst til tobak og en sjus

Bag hende stod musikerne Benjamin Nørholm Jacobsen på klaver, Martin Brunbjerg Rasmussen på bas og Lasse Jacobsen på trommer. En sveddryppende organisme af musikere, der spillede som en flok syndere på vej ind i himlen.

Klangbilleder af nærvær, nøgenhed og nattetimens glubende lyst til tobak og whisky. Musik udført så smukt at man kræver mere.

Men ekstranumre? Glem det. Nana Rashid giver aldrig ekstranumre. Aldrig. Hun efterlader publikum i ren desperation, svævende i tomrummet mellem drøm og virkelighed.

Men det er netop pointen. Efter “Goodbye My Love”, som altid er det næstsidste nummer, ved man, at det er nu, man skal suge til sig. Ét nummer mere, så er vi tilbage i Esbjerg. Tilbage i kulden. Tilbage til virkeligheden.