Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Hun tog chancen: Det kom til at forme tusindvis af menneskers liv

att.TqxsE5VRUdBrUl9O8djC2sIuF0cM0-msMwxe4xz8txE-e1783807138126-936x1024
Foto: Privatfoto

En stak bøger, en ukuelig retfærdighedssans og en vilje til at gå sine egne veje.

Det har været gennemgående træk i Gitte Møller Iversens liv, længe før hun blev advokat og leder af KLA Personskade i Esbjerg.

I dag står hun i spidsen sammen med sin makker, Rikke Omme, for en af landets største specialafdelinger inden for personskadeerstatning, men rejsen begyndte langt fra lederkontoret og mødelokalerne.

Hun tog chancen: Det kom til at forme tusindvis af menneskers liv
Foto: Privat

Retfærdighed blev en del af hende

Når Gitte Møller Iversen ser tilbage på sin barndom i Sønderjylland, er det især én ting, der går igen. En stærk retfærdighedssans.

Hun læste så meget, at børnebiblioteket hurtigt blev for småt. Allerede inden hun fyldte 15 år, havde hun læst sig gennem hylderne og fik lov til at låne bøger på voksenbiblioteket i Haderslev.

Samtidig voksede en lyst til at stille sig op for mennesker, der havde svært ved selv at blive hørt.

“Jeg har altid haft det i mig at give dem, der ikke selv havde så meget stemme, en stemme. Allerede som barn turde jeg gå op imod dem, der drillede andre, og jeg var heller ikke bange for at sige lærerne imod, hvis jeg syntes, de behandlede eleverne uretfærdigt. Når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at det egentlig passede utrolig godt til det liv, jeg senere fik som advokat.”

Hun kalder sig selv både rebelsk og optimistisk. En kombination, der har fulgt hende hele livet.

“Jeg har aldrig bare accepteret et nej. Hvis jeg syntes, noget var forkert, så havde jeg svært ved at lade være med at udfordre det. Jeg tror egentlig, jeg er født med den der rebel i mig.”

Hun tog chancen: Det kom til at forme tusindvis af menneskers liv
Foto: Privatfoto

Hun gik sine egne veje

Vejen mod advokatlivet blev alt andet end lige.

Som 20-årig pakkede hun tasken og flyttede til Norge, selv om hun aldrig tidligere havde været der.

“Jeg kunne egentlig godt have forestillet mig at blive boende. Jeg var virkelig glad for at være der. Men jeg fandt også ud af, at der var for meget Danmark i mig, og jeg savnede at bruge mit hoved på en anden måde.”

Turen gik derfor videre til København, hvor hun begyndte på jurastudiet og flyttede ind i et kvindekollektiv, som hun selv startede på Nørrebro.

Hun beskriver sig selv som lidt malplaceret blandt de øvrige studerende.

“Jeg kom i mine strikkede trøjer og sundhedssandaler, mens mange af de andre kom fra nogle helt andre miljøer. Men jeg har altid klaret mig gennem fagligheden. Det var den, der gav mig den respekt, jeg havde brug for.”

Livet i kollektivet blev samtidig en vigtig lære om fællesskab.

“Vi var meget bevidste om, at hvis det skulle være et godt sted at bo, så var vi nødt til at være som hinandens familie. Jeg tror, det er dér, min glæde ved fællesskaber for alvor blev styrket.”

Planen var egentlig at blive i København.

Men ved et grillarrangement mødte Jørgen, der senere blev hendes ægtefælle. Sammen har de fået to børn Thøger og Therkel, som har også udvidet familien med det snart fjerde barnebarn.

Kort tid efter flyttede hun fra Nørrebro til Agger i Thy med få hundrede indbyggere.

Her færdiggjorde hun jurastudiet ved Aarhus Universitet, samtidig med at hun blev mor til to drenge med blot et års mellemrum.

Hun tog chancen: Det kom til at forme tusindvis af menneskers liv
Foto: Privat

Et speciale tog form

Det var også på universitetet, at hun fandt det område, der siden skulle komme til at definere hele hendes arbejdsliv.

Personskade.

En konkret problemstilling om arbejdsskader vakte hendes interesse og endte med at blive emnet for hendes speciale.

“Jeg kunne simpelthen ikke forstå, at en hjemmehjælper kunne få erstatning i én situation, men ikke i en anden, selv om konsekvensen var den samme. Den absurditet gjorde mig nysgerrig, og derfor skrev jeg speciale om arbejdsskadeerstatning.”

Beslutningen førte hende til Esbjerg, hvor hun blev en del af advokatfirmaet Kirk Larsen & Ascanius og begyndte at arbejde med arbejdsskadesager for det daværende Kvindeligt Arbejderforbund.

Pludselig gik hverdagen med retssager over hele landet. Det blev begyndelsen på et arbejdsliv, som næsten 30 år senere stadig er drevet af den samme ambition.

Hun tog chancen: Det kom til at forme tusindvis af menneskers liv
Foto: Privat

Da alle sagde, det ikke kunne lade sig gøre

Efter nogle år med arbejdsskadesager stod Gitte Møller Iversen pludselig ved en skillevej.

Fusionen mellem SID og KAD betød, at en stor del af sagerne forsvandt. For mange havde det været det oplagte tidspunkt at finde et nyt speciale.

Hun valgte det modsatte.

“Der var flere, der sagde til mig, at nu måtte jeg finde noget andet at lave. Men jeg havde ikke lyst til at slippe personskaderne. Jeg syntes, området var alt for vigtigt, og jeg kunne se, at der stadig var mennesker, som havde brug for hjælp.”

I stedet begyndte hun at bygge området op fra bunden.

Det blev starten på KLA Personskade, som i dag er en selvstændig specialafdeling i advokatfirmaet Kirk Larsen & Ascanius.

“Vi startede jo ikke med 30 medarbejdere. Vi startede med en idé om, at vi kunne skabe noget, hvor fagligheden var helt i top, og hvor mennesker blev mødt ordentligt. Det har været drivkraften hele vejen.”

Vejen dertil var langt fra uden bump.

Der var perioder, hvor udviklingen gik langsommere, end hun havde håbet, og hvor arbejdsdagene blev lange.

“Jeg plejer at sige, at nogle dage føltes det som at bygge en carport med tænderne. Men hvis jeg tror på noget, så bliver jeg ved. Jeg har et mod og en viljestyrke og en udholdenhed, som er fuldstændig sindssyg.”

I dag beskæftiger KLA Personskade mere end 30 medarbejdere og rådgiver mennesker over hele landet, og samtidig er de Danmarks største afdeling inden for netop det. Afdelingen har kontorer i Esbjerg, Herning, Skjern og København samt mødefaciliteter i Kolding og Odense.

For Gitte Møller Iversen er væksten dog aldrig blevet et mål i sig selv.

“Vi har aldrig haft en ambition om bare at blive større. Vi har haft en ambition om at blive dygtigere. Hvis man bliver ved med at udvikle sig fagligt og levere ordentlig rådgivning, så kommer væksten ofte helt af sig selv.”

Mennesker før paragraffer

Selv om juraen er fundamentet for arbejdet, mener hun, at personskadesager først og fremmest handler om mennesker.

Bag hver eneste sag gemmer der sig et liv, der er blevet vendt på hovedet.

“Når folk kommer til os, er det sjældent kun en skade, de kommer med. Mange har mistet deres arbejde, deres hverdag eller deres tro på fremtiden. De er ofte pressede økonomisk, og de ved ikke, hvad der skal ske. Derfor handler vores arbejde lige så meget om mennesker som om paragraffer.”

Netop derfor valgte KLA Personskade også tidligt kun at beskæftige sig med personskadesager.

“Vi sparer med hinanden hver eneste dag. Det betyder, at vi hele tiden udvikler os, diskuterer sager med hinanden og bliver klogere. Den faglige sparring er en kæmpe styrke.”

Gennem årene har afdelingen været involveret i en række principielle sager, som har været med til at ændre praksis på området.

Det er noget, hun er stolt af.

“Det er jo fantastisk, når en sag ikke bare hjælper én klient, men er med til at forbedre forholdene for mange andre mennesker. Så kan man virkelig mærke, at arbejdet giver mening.”

Hun tog chancen: Det kom til at forme tusindvis af menneskers liv
Foto: Privat

Sjusk kan hun ikke holde ud

Selv om Gitte Møller Iversen i dag står i spidsen for en stor afdeling, ser hun stadig sig selv som en del af holdet.

Hun tror ikke på ledelse gennem kontrol.

Tværtimod.

“Jeg tror på, at mennesker vokser, når de får ansvar. Hvis man hele tiden står og kontrollerer dem, så udvikler de sig ikke. Jeg vil meget hellere skabe nogle rammer, hvor folk har lyst til at tage ansvar.”

Hun beskriver sig selv som en demokratisk leder, men understreger samtidig, at der også skal kunne træffes beslutninger.

“Man kan ikke diskutere alting. Som leder er der også tidspunkter, hvor man er nødt til at sige, at nu gør vi sådan her. Men jeg synes, det er vigtigt, at medarbejderne bliver hørt, og at de kan mærke, at deres faglighed bliver respekteret.”

Én ting kan dog stadig få hende op i det røde felt.

Sjusk.

“Alle mennesker laver fejl. Det gør jeg også selv. Men sjusk har jeg svært ved. Hvis noget kunne have været gjort ordentligt første gang, så skal det også gøres ordentligt. Vi skylder vores klienter, at vi gør os umage.”

Livsværket fortsætter

Her i sommeren fylder Gitte Møller Iversen 60 år. Det har ikke fået hende til at tænke på pension.

Tværtimod er hun fortsat optaget af udvikling og af, hvordan KLA Personskade kan blive endnu bedre.

Når hun ser tilbage på næsten tre årtier med personskadesager, er det ikke antallet af kontorer eller medarbejdere, der fylder mest.

Det er de mennesker, hun og kollegerne har hjulpet videre.

“KLA personskade er jo et livsværk for mig. Jeg håber, at vi bliver ved med at udvikle os, og at vi også mange år frem kan være det sted, hvor mennesker føler sig set, hørt og hjulpet. Det er i virkeligheden det, jeg er mest stolt af.”

Del artikel


Korte videoer

Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.