Hvad læser Esbjerg: Er din yndlingsroman på listen?
Esbjerg Kommunes Biblioteker har netop løftet sløret for årets mest udlånte romaner på voksenbiblioteket, og listen byder på både spænding, drama og historiske nedslag.
Hvis du er en flittig gæst på biblioteket, genkender du måske flere titler – og måske har du endda bidraget til en af dem på top 10?
Biblioteksformidler Marie Cecilie Lensch bemærker, at listen følger en velkendt trend: historiske romaner og krimier er stadig esbjergensernes foretrukne genrer.
”Det er de spændende fortællinger og de kendte forfattere, der trækker læserne til,” siger hun.
“Lånerne vil gerne læse det, de kender i forvejen, og det, der er oppe i tiden,” vurderer Marie Cecilie Lensch og tilføjer, at listen er meget i tråd med det, biblioteket selv anbefaler lidt ubeslutsomme lånere.
På årets hitliste finder vi blandt andet Mich Vraas “Under en anden himmel”, som skildrer Prins Henriks unge år med et historisk blik, samt Kim Blæsbjergs “De bedste familier”, der graver dybt i Cheminovas dramatiske historie. Og selvfølgelig topper Jussi Adler-Olsen endnu engang listen med sit nervepirrende farvel til Afdeling Q, “Syv kvadratmeter med lås”.
Her er de 10 mest udlånte romaner i 2024 fra voksenbiblioteket i Esbjerg:
1. Under en anden himmel, Mich Vraa
2. De bedste familier, Kim Blæsbjerg
3. Syv kvadratmeter med lås, Jussi Adler-Olsen
4. De hvide nætter, Katrine Engberg
5. Pilgrim, Jens Henrik-Jensen
6. Tre, Valérie Perrin
7. Terminalen, Michael Katz Krefeld
8. Sår, Sara Blædel
9. Løgner, Kim Faber
10. Budbringeren, Elsebeth Engholm