Hvaler strandet ved Fanø: Minister kommer med klar opfordring
Fredag er fire kaskelothvaler strandet på Fanø og ved Skallingen.
Det er tredje gang i år, at hvaler strander på danske strande. Senest var det nær Blåvandshuk fyr, at en kaskelothval lå på stranden.
Miljøminister, Magnus Heunicke (A), har på Facebook reageret på de seneste hvaler.
Han skriver, at der også er observationer af levende dyr i havet ud for kysten.
“Myndighederne er på stedet og arbejder på at få overblik over situationen. Kystdirektoratet sender droner op for at overvåge området fra luften,” skriver ministeren.
Samtidig kommer han med en opfordring til borgere om at holde sig væk fra hvalerne.
“Det er meget vigtigt, at borgere holder sig væk fra området og respekterer eventuelle afspærringer. Forstyrrelser kan stresse dyrene og vanskeliggøre en eventuel redning. En opfordring til alle om at følge myndighedernes anvisninger,” skriver Magnus Heunicke.
Læs også: Kæmpe chok: Fire kaskelothvaler strandet ved Fanø