Hvem vil du høre?: Grøn har brug for hjælp til at sammensætte næste års line up
For første gang nogensinde kunne Grøn i år melde alt udsolgt i alle otte byer, inden det hele gik i gang. Dermed opnåede de også en publikumsrekord på 195.000 gæster.
Med sig havde Grøn en blandet godtepose af danske kunstnere.
Blæst, Burhan G, Jada, Scarlet Pleasure, Tobias Rahim, TV·2, Kesi og HUGORM lagde alle byer ned med vilde shows og fællessang.
Men om line-up’et faldt i lige netop din smag… det er ikke sikkert?
Nu har du muligheden for at få indflydelse på næste års program.
Muskelsvindfonden og Tuborg er nemlig allerede i fuld gang med at planlægge festen på Grøn til næste sommer.
Nu kan du få indflydelse
Derfor har de nu efterspurgt jeres ønsker til, hvem der skal med på karavanen i 2025.
”På de følgende sider har du derfor mulighed for at fortælle os, hvem du synes, der skal optræde på Grøn. Du bliver også præsenteret for en liste med forskellige danske artister og bands, som vi vil høre din holdning til,” skriver Grøn.
Du kan ønske fem forskellige artister eller bands, som du gerne vil opleve på Grøn.
Herefter beder de om din holdning til 21 artister, som Grøn har udvalgt for dig.
Så hvem skal spille på Grøn 2025?
Du kan komme med dine ønsker her.