Hver tredje patrulje oplever utryghed: Voksne skaber problemer
Sommeren er slut, og børnene er tilbage i skolerne. På de travle skoleveje står de velkendte gule veste igen klar til at hjælpe eleverne trygt over gaden.
Men selvom skolepatruljerne hver morgen stiller sig ud for at skabe sikkerhed, er det ikke altid, de mødes med et smil.
Nogle gange er det i stedet sure tilråb eller dytten fra voksne bilister, der rammer de frivillige elever.
Chikane rammer de yngste
En undersøgelse viser, at cirka hver tredje skolepatrulje har oplevet chikane eller følt sig utrygge i trafikken.
Selvom tallet er faldet i forhold til tidligere år, er det stadig alt for mange børn, der får en negativ oplevelse, når de passer deres vigtige opgave.
“Jeg vil gerne appellere til alle om at vise skolepatruljerne den fornødne respekt, så eleverne ikke oplever chikane eller utryg adfærd fra de voksne” siger Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Kampagne skal skabe respekt
For at støtte skolepatruljerne og få flere trafikanter til at vise hensyn, gennemfører Rådet for Sikker Trafik og LB Foreningen i august kampagnen Pas på skolepatruljen.