Hvordan har du det?: Stor undersøgelse er vigtig for Esbjerg Kommune
Sover du godt om natten? Føler du dig sund og rask? Føler du dig af og til ensom? Det er nogle af de mange spørgsmål, som 300.000 tilfældigt udvalgte danskere bliver spurgt om i den landsdækkende spørgeskemaundersøgelse ”Hvordan har du det?”.
Det er femte gang siden 2010, at undersøgelsen gennemføres, og man skal være 16 år eller derover for at deltage.
Undersøgelsen er den største af sin art i Danmark, og den giver et unikt billede af danskernes sundhed og trivsel.
Samtidig viser undersøgelsen, hvor i landet der er særlige sundhedsudfordringer netop nu, så man har mulighed for at gøre noget ved dem. Derfor er det vigtigt, at så mange som muligt udfylder spørgeskemaet.
I Esbjerg Kommune glæder man sig til resultatet af undersøgelsen. Det fremgår af en pressemeddelelse.
“Sundhed er vigtig for vores livskvalitet. Derfor vil vi som kommune bidrage aktivt til at skabe og udbygge de rammer, der giver alle personer mulighed for at leve et sundt liv og for at få den hjælp og støtte, der kan være brug for. Det kræver en bred palet af sundhedsindsatser og vel at mærke indsatser, som borgerne oplever, giver værdi. Med undersøgelsen ”Hvordan har du det?” får vi et godt fingerpeg om, hvor vi i fremtiden skal sætte ind, for at borgerne i Esbjerg Kommune trives bedst muligt og kan have et aktivt liv med høj livskvalitet,” siger formand for Sundhed og Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.
Resultatet fra den sidste undersøgelse viste blandt andet, at hver sjette borger i Esbjerg Kommune føler sig alene eller har en følelse af ikke at høre til. En større gruppe oplever symptomer på angst og depression.
“Svarene betyder, at vi kan sætte ind med tiltag, der hvor behovet er størst. Sammen med foreninger og andre aktører i lokalsamfundet arbejder vi blandt andet med at skabe rammer for, at borgerne kan deltage i aktiviteter, der kan fremme fællesskaber og forebygge oplevelsen af at være uønsket alene,” oplyser direktør for Fritid Sundhed og Omsorg i Esbjerg Kommune, Arne Nikolajsen.
Vigtig viden
På Fanø er der også borgere, som bliver inviteret til at deltage i undersøgelsen.
”Resultaterne fra “hvordan har du det?” giver os vigtig viden om Fanø-borgernes sundhed og trivsel, så vi kan sætte ind, hvor behovet er størst. Jo flere, der deltager, desto bedre kan vi planlægge fremtidige tiltag, der understøtter borgernes sundhed og livskvalitet,” siger Melissa Gilroy, der er formand for Social- og sundhedsudvalget i Fanø Kommune.
Resultatet fra den sidste undersøgelse viste blandt andet, at flere har det mentalt dårligt – særligt de unge kvinder, og at antallet der har et problematisk alkoholforbrug fortsat, ligger blandt de højeste i landet. Svarene har ført til en stribe lokale tiltag netop dér, hvor behovet har været størst.
“Vi får en mere målrettet indsats på diverse områder i forhold til folkesundheden – med denne undersøgelse som arbejdsredskab. Det er klart, at en sådan undersøgelse, om end den er meget omfattende, selvfølgelig aldrig står alene, men det er en kæmpe hjælp i forhold til at bruge ressourcerne mest hensigtsmæssig,” siger Melissa Gilroy.
De danskere, der er udtrukket til at være med i undersøgelsen, får spørgeskemaet ”Hvordan har du det?” i deres digitale postkasse eller som fysisk brev, hvis ikke de har en digital postkasse.
Deltagerne er tilfældigt udvalgte, og det er selvfølgelig frivilligt, om man ønsker at være med. Spørgeskemaet vil enten komme fra Region Syddanmark eller fra Statens Institut for Folkesundhed.
Undersøgelsen kører frem til 18. maj, og alle, som udfylder spørgeskemaet, deltager i lodtrækningen om pengepræmier på op til 15.000 kroner.