Hyldest aflyst: Det siger Leslie til Esbjergs tilbud
Leslie stormede sig direkte ind i hjerterne på seerne og sikrede sig X Factor-titlen med en optræden, der ikke kun tryllebandt dommerne – men også satte Esbjerg solidt på landkortet.
Siden finalen i fredags har ønsket om at kunne hylde byens nye stjerne fyldt godt op i det politiske landskab i Esbjerg Kommune. For selvom byen ikke traditionelt fejrer enkeltpersoner med offentlige arrangementer, har Leslies præstation været noget særligt.
“Selvom vi ikke har tradition for at hylde enkeltpersoner, der vinder mesterskaber eller andre konkurrencer ved store enkeltstående begivenheder, er det alligevel noget særligt med en vinder af et stort TV-show, som i mange år har tryllebundet millioner af seere hver fredag på denne årstid,” skriver borgmester Jesper Frost Rasmussen i et Facebookopslag.
Trækker stikket – og det er helt forståeligt
Borgmesteren fortæller, at kommunen havde håbet på at kunne hylde Leslie i denne uge ved et offentligt arrangement. Men den plan bliver ikke til noget – i hvert fald ikke nu.
“Leslies manager har her til formiddag meddelt, at hun kommer til at trække stikket i nogle uger og holde en velfortjent ferie. Og at hun takker for vores tilbud om en hyldest. Det respekterer vi naturligvis fuldt og helt – og ønsker hende alt det bedste,” lyder det.
Kommunen har forståelse for beslutningen, og borgmesteren anerkender, hvor voldsom en omvæltning det må have været for Leslie at stå midt i rampelyset uge efter uge.
“Det må have været en vild omvæltning af hendes hverdag, der har stået på i de seneste måneder, så fuldt forståeligt, at der kan være behov for at finde sig selv og trække stikket ovenpå en sådan periode,” skriver han.
Håber på et gensyn til Festugen
Helt aflyst er hyldesten dog ikke. For dialogen mellem Esbjerg Kommune og Leslies manager fortsætter – og der er et håb om, at hun kan blive en del af programmet til Esbjerg Festuge senere på året.
“Vi er fortsat i dialog med manageren om, hvorvidt hun kan blive en del af programmet til Esbjerg Festuge senere på året, så vi der kunne give borgerne mulighed for at høre og hylde hende,” lyder det afsluttende fra borgmesteren.