Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Ida valgte tjenerfaget: Drømmen behøver ikke være færdigskrevet

IMG_9035-scaled
Ida Olsen er i lære som tjener hos Spisestuen i Esbjerg, hvor hun har fundet både glæden ved faget og troen på sin egen vej. Foto: Camilla Thorenfeldt

Hun kunne have valgt en helt anden retning.

Matematikken har altid ligget godt til hende, og på et tidspunkt forestillede Ida Olsen sig faktisk en fremtid med forsikringsmatematik og en mere klassisk akademisk uddannelsesvej.

I stedet står hun i dag på gulvet hos Spisestuen i Esbjerg, hvor hun er i lære som tjener.

Her er hun efterhånden tæt på afslutningen af sin uddannelse, og undervejs har hun allerede markeret sig ved flere af de største konkurrencer for unge tjenerelever i Danmark.

For Ida handler historien imidlertid om langt mere end service, vin, gastronomi og konkurrencer.

Den handler også om at turde vælge en erhvervsuddannelse, selv om vennerne går en anden vej, om at stå ved sit valg og om at opdage, at den vej, man først troede var midlertidig, måske viser sig at være den helt rigtige.

Ida valgte tjenerfaget: Drømmen behøver ikke være færdigskrevet
Ida Olsen i fuld koncentration under en af sine konkurrencer, hvor hun blandt andet blev udfordret i klassiske tjenerdiscipliner og arbejdet under tidspres. Foto: HANSENBERG

Det begyndte egentlig bare med et fritidsjob

Vejen ind i restaurationsbranchen var på ingen måde planlagt.

Ida voksede op i en lille by uden for Ribe og begyndte som ung at arbejde som opvasker.

Da hun senere gik på gymnasiet i Ribe og blev 18 år, fortsatte hun på arbejdspladsen, men denne gang som reservetjener.

Langsomt begyndte arbejdet at fylde mere end blot rollen som et fritidsjob ved siden af skolen.

“Jeg blev egentlig bare hængende og fandt ud af, at jeg virkelig godt kunne lide det. Jo mere jeg lærte om faget, jo mere spændende blev det,” siger hun.

Det blev begyndelsen på en uddannelsesvej, som Ida ikke selv havde forestillet sig nogle år tidligere. Siden 1. januar 2024 har hun været i lære, og hun har nu gennemført to af tjeneruddannelsens tre hovedforløb.

“Jeg gik i lære, fordi jeg gerne ville lære mere om faget og blive dygtigere. Det handlede ikke om, at jeg nødvendigvis kunne tjene flere penge med en uddannelse, men om at få mere viden og udvikle mig,” siger Ida.

For Ida var ønsket om at blive dygtigere til selve faget altså vigtigere end spørgsmålet om løn eller titel.

Hun ville forstå mere af det håndværk, hun allerede var blevet bidt af.

En uddannelse, man ikke skal skamme sig over

Skiftet fra gymnasiet til en erhvervsuddannelse har samtidig gjort Ida bevidst om nogle af de forestillinger, der stadig eksisterer blandt unge om forskellige uddannelsesveje.

“Jeg oplevede allerede på gymnasiet, at der var en del stigma omkring erhvervsuddannelser. Det kan næsten få én til at føle, at man vælger noget mindre fint, og det synes jeg er ærgerligt, for der er jo ikke noget forkert i at vælge den vej, der passer bedst til én selv,” forklarer hun.

Netop den følelse håber hun, at andre unge kan lægge fra sig.

“Selvom ens venner vælger gymnasiet, skal man ikke føle, at ens eget valg er mindre værd. De mennesker, der betyder noget, ser dig for den, du er. Man bliver hverken mere eller mindre værd af at vælge den ene uddannelsesvej frem for den anden,” smiler hun.

Det er måske også noget af det vigtigste, Ida gerne vil give videre til andre unge mennesker: Man skal turde vælge den uddannelse, der giver mening for én selv, frem for den uddannelse, man føler forventes af én.

Ida valgte tjenerfaget: Drømmen behøver ikke være færdigskrevet
Ida Olsen (til venstre) sammen med sin makker Anna Cathrine Aaskov efter deres flotte andenplads ved Årets Tjenerelev 2026. Duoen kunne samtidig glæde sig over en særpris under konkurrencen. Foto: HANSENBERG

Meget mere end at bære tallerkener

Tjenerfaget bliver fra tid til anden reduceret til forestillingen om at bære tallerkener og tage imod bestillinger, men virkeligheden er en ganske anden.

Uddannelsen rummer blandt andet gastronomi, vin, kaffe, te, råvarer, værtskab og kommunikation, samtidig med at man skal kunne læse forskellige mennesker og skabe en god oplevelse for gæsterne.

Hos Spisestuen møder Ida typisk ind omkring klokken 10.

Derefter skal restauranten gøres klar, kaffemaskiner og lys tændes, musik sættes på, borde klargøres og bestik pudses, inden dagens gæster begynder at komme ind ad døren.

Men når Ida selv skal beskrive sin vigtigste opgave som tjener, handler den ikke først og fremmest om de praktiske arbejdsopgaver.

“Min vigtigste opgave er at sørge for, at alle har det godt, både gæsterne og os, der arbejder her. Stemningen bag kulissen kan hurtigt mærkes ude i restauranten, så det betyder meget, at vi fungerer godt sammen. Når vi gør det, smitter det også af på gæsterne og den oplevelse, de får,” forklarer hun.

Det menneskelige er dermed blevet mindst lige så vigtigt for Ida som selve håndværket.

Spisestuen er blevet hendes faglige base

Lærepladsen hos Spisestuen har samtidig haft stor betydning for den måde, Ida har udviklet sig som tjener på.

Hun beskriver arbejdspladsen som en lille familie, hvor omgangstonen er afslappet, og hvor gæsterne gerne skal føle, at der er plads til personlighed, humor og nærvær.

“Vi er virkelig blevet som en lille familie hernede. Der er plads til både alvor, grin og til at være sig selv, og i sjov kalder jeg faktisk nogle gange Pia og Johnnie for mor og far. Det siger nok meget godt, hvor tryg jeg føler mig her,” smiler Ida.

Den tilgang adskiller sig ifølge Ida fra dele af den mere formelle fine dining-verden, hun møder gennem sine konkurrencer.

Hos Spisestuen er stemningen mere jordnær, og det har givet hende nogle andre kompetencer, som hun også kan tage med sig, når presset bliver større.

Netop evnen til både at arbejde hurtigt og samtidig bevare roen er noget af det, hun især har taget med sig fra lærepladsen.

Ida valgte tjenerfaget: Drømmen behøver ikke være færdigskrevet
Foto: Camilla Thorenfeldt

“Jeg tror især, jeg har lært at bevare roen, selv når der er rigtig travlt. Der kan være mange ting i gang på én gang, men her har jeg lært ikke at lade mig stresse af det. Den ro tager jeg med mig, både i hverdagen og når jeg står i en konkurrence,” siger hun.

Samtidig oplever Ida, at elevrollen giver en særlig mulighed for at udvikle sig, fordi man står midt i den virkelige arbejdsdag og får ansvar, men fortsat har erfarne mennesker omkring sig, som man kan spørge og lære af.

Konkurrencemennesket vækket

Ved siden af hverdagen hos Spisestuen tager Ida sine skoleforløb på HANSENBERG i Kolding, hvor hun er tilknyttet tjeneruddannelsen.

Det var også her, hun for alvor fik øjnene op for konkurrencedelen af faget.

“Da HANSENBERG holdt deres interne elevkonkurrence, var der en kollega, som mente, at jeg skulle prøve at stille op. Jeg talte med Johnnie om det og endte med at sige ja. Det gik faktisk rigtig godt, og så kunne jeg mærke, at konkurrencerne gav mig noget ekstra. Jeg blev ret hurtigt bidt af det,” forklarer hun.

Den første konkurrence blev langt fra den sidste.

I november 2025 vandt Ida sammen med Anna Cathrine Aaskov HANSENBERGs interne konkurrence Årets elevteam, og få måneder senere tog makkerparret sølv ved DM for tjenerelever i Herning.

Her vandt de samtidig Osteprisen for deres præsentation af og viden om ost.

Ved DM blev eleverne blandt andet prøvet af i tranchering af laks, borddækning, vinidentifikation og gæstebetjening, og for Ida handler konkurrencerne netop om at få mulighed for at udfolde sig fagligt og blive endnu dygtigere.

“Det gav mig virkelig mulighed for at udfolde mig fagligt og blive dygtigere. Der var helt sikkert også et konkurrencegen, der blev vækket undervejs, men det betød mindst lige så meget, at både skolen og lærepladsen bakkede op og greb min lyst til at være med,” siger Ida.

Kort efter DM for tjenerelever stod Ida igen på konkurrencegulvet, denne gang individuelt ved DM i Skills 2026 i Hjørring.

Her sluttede hun på tredjepladsen i et felt af landets dygtigste tjenerelever.

Finalen bød blandt andet på rejecocktail, åbning og servering af champagne og service for gæster, mens de indledende runder blandt andet havde tranchering af frugt, flambering af ananas og mixologi på programmet.

Konkurrencerne gav mere end medaljer

Når Ida stiller op i konkurrencer, bliver der stillet krav til en lang række detaljer, som ikke nødvendigvis fylder lige så meget i den almindelige restaurantdrift.

Der bliver arbejdet på tid, og der er ofte meget konkrete krav til, hvordan forskellige opgaver skal udføres. Samtidig bliver eleverne udfordret på klassiske tjenerdiscipliner, som nogle steder ikke længere fylder særlig meget i den moderne restaurantbranche.

“Konkurrencerne giver mig en helt anden form for pres end den, jeg møder i hverdagen. Der er meget større fokus på detaljerne, og på at tingene bliver gjort på den rigtige måde. Det gjorde mig mere bevidst om selve håndværket og om alle de små ting, der kan gøre en forskel,” forklarer Ida.

Men det største udbytte har måske været noget helt andet.

Selvtillid.

“Konkurrencerne har givet mig både mere viden og mere selvtillid. Det er én ting at passe sit arbejde og vide, at ens chefer er tilfredse, men noget andet at komme ud og blive vurderet af andre i branchen. Det har givet mig en tro på, at jeg faktisk kan mit fag, og at jeg også kan stå på mål for det,” smiler hun.

At blive vurderet af mennesker uden for sin egen arbejdsplads har været med til at give Ida en større tro på sine egne evner.

“Det har gjort mig mere sikker på mig selv i arbejdet. Jeg hviler mere i det, jeg kan, og jeg er blevet bedre til at stole på mine egne vurderinger, også når der er pres på,” siger hun.

Den stille pige, der valgte sin egen vej

Uddannelsen har ikke kun gjort Ida dygtigere til sit fag. Den har også ændret hende som person.

Da hun begyndte i branchen, var hun ikke nødvendigvis den type, man umiddelbart ville forestille sig i et fag, hvor en stor del af arbejdet handler om at møde mennesker, læse gæsterne og turde fylde i rummet.

“Jeg har altid været lidt af en stillemus, så det kan måske virke lidt skørt, at jeg valgte at blive tjener,” siger Ida og fortsætter:

“Men faget har gjort mig meget mere åben. Jeg er blevet bedre til at tale med mennesker og til at hvile mere i mig selv.”

Det var samtidig langt fra givet, at det netop var tjenerfaget, hun skulle vælge. Da hun begyndte i restaurationsbranchen, forestillede hun sig faktisk en helt anden fremtid.

“Jeg har altid været god til matematik og haft nemt ved det, og på et tidspunkt ville jeg faktisk gerne læse forsikringsmatematik,” fortæller hun.

Ida valgte tjenerfaget: Drømmen behøver ikke være færdigskrevet
Ida Olsen er i lære som tjener hos Spisestuen i Esbjerg. Tjenerfaget har både givet hende faglige ambitioner, konkurrenceerfaring og større tro på sig selv. Foto: HANSENBERG

Den mulighed har hun ikke nødvendigvis lagt helt fra sig. Ida ved godt, at et uddannelsesvalg ikke behøver være en beslutning for resten af livet, men lige nu har hun ingen planer om at slippe tjenerfaget.

“Matematikken har jeg stadig lidt i baghovedet, og hvis jeg en dag finder ud af, at jeg gerne vil noget andet, så kan jeg altid vælge en anden retning,” forklarer Ida.

“Men lige nu vil jeg give det her et ordentligt skud, før jeg beslutter mig for noget andet.”

Drømmen behøver ikke være færdigskrevet

Når Ida en dag står med svendebrevet i hånden, har hun endnu ikke lagt en fast plan for, hvad næste skridt skal være.

Hun kunne godt se sig selv bygge videre på tjenerfaget med en sommelieruddannelse, hvis mulighederne og økonomien er til det, og tanken om en periode i udlandet tiltaler hende også.

“Jeg kunne rigtig godt tænke mig at bygge mere på bagefter, og sommelieruddannelsen kunne være spændende,” fortæller Ida.

“Men jeg har heller ikke behov for at have det hele planlagt allerede nu. Jeg vil gerne ud og prøve nogle ting af, opleve noget og se, hvor faget kan føre mig hen.”

For jo mere hun har lært om tjenerfaget, desto flere døre har hun også fået øje på. Vin, kaffe, te og gastronomi er områder, man kan fordybe sig yderligere i, og konkurrencerne har samtidig vist hende, hvor meget der stadig er at lære.

Det betyder også, at Ida ikke ser svendebrevet som en afslutning, men snarere som begyndelsen på den næste del af hendes faglige rejse.

For hende handler det ikke om at have hele fremtiden planlagt, men om at turde vælge en retning, der føles rigtig, og give den en reel chance.

Måske er det netop den erfaring, Ida helst vil give videre til andre unge, der står foran et uddannelsesvalg og mærker presset for at vælge det samme som vennerne.

“Man skal ikke vælge noget, bare fordi man føler, at det er det, man burde gøre. Det vigtigste er at finde noget, man selv kan se sig i, og så turde stå ved det valg. En erhvervsuddannelse er ikke mindre værd end andre uddannelser,” siger Ida.

Og hvis rådet skal koges helt ned, er det egentlig meget enkelt:

“Bare spring ud i det,” slutter hun.

Del artikel


Korte videoer

Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.