Ildsjæle hædret: Lokal scleroseforening modtager fornem støtte
Danmark er fyldt med energiske ildsjæle.
Men selv den stærkeste virketrang kan bremses, hvis der ikke er økonomi til at føre de gode idéer ud i livet.
Fonden for Andelskasserne i område Syd har netop til formål at støtte initiativer og aktiviteter, der vil gøre en synlig forskel i lokalsamfundene og har derfor givet en økonomisk hjælpende hånd til tre foreninger og initiativer i Esbjerg og omegn. Det oplyser fonden i en pressemeddelelse.
Blandt modtagerne er Scleroseforeningen Esbjerg/Fanø, som har modtaget 16.000 kroner til initiativet Leg, bevægelse og sociale netværk for børnefamiliegruppen.
Det glæder Claus Brink, som er bestyrelsesmedlem i Fonden for Andelskasserne i område Syd, at fonden kan være med til at sprede glæde og udvikling i lokalsamfundene.
”Jeg er sammen med resten af bestyrelsen i Fonden for Andelskasserne i område Syd fokuseret på, at fondens midler bidrager til at støtte op om lokale projekter og de lokale ildsjæle, som står bag. Og det glæder mig, at vi kan være med til at give noget tilbage til de områder, hvor Andelskassens kunder lever og er aktive,” siger Claus Brink.
De øvrige vindere er Støtteforeningen for Glejbjerg Børne- og Skolecenter i Vejen Kommune har fået 15.000 kroner som tilskud til en ny skolegård. Derudover har Årre Borgerforening i Varde Kommune modtaget 14.000 kroner, der skal bruges på et nyt gulv til byfestteltet.
For at komme i betragtning til fondens midler skal aktiviteterne finde sted i fondens område og fremme udviklingen af sociale, kulturelle og kreative fællesskaber. Vigtigt, fordi fællesskaberne bringer mennesker sammen og er til glæde for en bred kreds af lokale borgere.
For nylig mødtes ildsjæle fra de lokale initiativer i Andelskassen i Esbjerg for at modtage den økonomiske håndsrækning fra fonden. Her deltog centerdirektør for Andelskassen i Esbjerg, Michael Bitsch Jakobsen også.
”Vi er stolte over at være med, når fonden bag banken uddeler midler til lokale initiativer, og det er meget inspirerende at møde de fantastiske ildsjæle, som står bag nogle projekter og initiativer, der bidrager til at holde det lokale fællesskab intakt. Initiativer, som skaber og udvikler gode relationer, og det er noget, der betyder meget for os i Andelskassen, og jeg glæder mig over at se, hvordan fondsmidlerne bidrager til at give værdi for mange mennesker i lokalområdet,” siger Michael Bitsch Jakobsen.