“Jeg stikker dig med kniv”: 16-årig stjal knallert
For nylig var en 16-årig dreng på anklagebænken ved Retten i Esbjerg.
Han var tiltalt for røveri af en knallert fra en jævnaldrende dreng.
Den 16-årige nægtede sig skyldig.
Episoden udspillede sig i Borgergade i Esbjerg i april i år.
Drengen var tiltalt for at have klemt den jævnaldrende på halsen, hvor han også skulle have sagt noget i stil med: ”Du har tre sekunder til at give mig knallerten, eller jeg stikker dig med en kniv,” ”jeg har en kniv” og ”skal jeg stikke dig.”
Leverede knallerten tilbage
Den jævnaldrende dreng og en anden person vidnede mod den tiltalte i retten.
Derudover var der videoovervågning fra stedet.
Forklaringerne var sammenstemmende og troværdige, og derfor fandt retten det bevist, at den tiltalte havde truet sig til at få knallerten.
Dog var der ikke tilstrækkelige beviser for, at ofret decideret var blevet klemt på halsen.
Spørgsmålet var, om der var tale om røveri eller ulovlig tvang og brugstyveri. I den sammenhæng var det afgørende, hvorvidt den tiltalte ville beholde knallerten.
I retten forklarede den tiltalte, at han tidligere havde lånt knallerten, og at han havde tænkt sig at levere den tilbage, men ikke kunne, da den efterfølgende ikke ville starte.
Retten undrede sig dog over, at hvis han blot ønskede at låne knallerten, hvorfor han så ikke spurgte om lov. Samtidig nævnte han ikke noget om, at ofret ville få knallerten tilbage, da han stjal den.
Efterfølgende leverede tiltaltes storebror knallerten tilbage. På det tidspunkt var politiet involveret i sagen, og det var tiltalte klar over.
Derfor fandt retten hans forklaring utroværdig.
Betinget dom
Den 16-årige dreng blev dømt for røveri.
Straffen lød på fire måneders betinget fængsel.
Dermed skal fængselsstraffen ikke fuldbyrdes, hvis han ikke begår ny kriminalitet det næste år.
Retten lagde vægt på tiltaltes unge alder, at der ikke blev udøvet vold, og at knallerten blev leveret tilbage.
Læs også: Truede med kniv: Nu er han dømt for hjemmerøveri