Nyhedsbrev

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Esbjerg.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Esbjerg.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til nyhedsbrevet accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Johan Hoffmann Fonden deler ud: Vil give noget tilbage til Esbjerg

Af Niklas Grønborg
Foto: Niklas Grønborg
Foto: Niklas Grønborg

Det er næppe gået mange Esbjergensers næse forbi, at Johan Hoffmann Fonden den seneste tid har været gavmild overfor sport, kultur, kunst og sundhedsfremmende initiativer i Esbjerg Kommune.

Inden jul meldte fonden ud, at EfB over en treårig periode vil modtage donationer, der samlet ligger omkring 12 millioner kroner, og andre projekter i Esbjerg Kommune har også mærket fondens gavmildhed.

Derudover gennemførte Johan Hoffmann et generationsskifte, hvor han overdrager den resterende del af ejerskabet af Hoffmann Esbjerg Holding A/S til næste generation. Selskabet vil i fremtiden være en selvstændig koncern ejet i fællesskab af døtrene Bettina, Pernille og Henriette Hoffmann.

Torsdag var pressen inviteret indenfor til en præsentation af kommende donationer og bevillinger fra Johan Hoffmann Fonden, hvor 87-årige Johan Hoffmann selv var til stede.

“Nogen vil måske sige, at jeg er lidt tosset, men det er jeg ikke”, siger Johan Hoffmann og fortsætter:

“Jeg har altid opført mig selv som meget beskeden og ikke været interesseret i at udsende nogle signaler, men nu har vi sendt nogle store signaler om, hvad vi gerne vil”.

Byparken og ildsjæle belønnes

Donationerne drejer sig blandt andet om en donation på en million kroner til foreninger i Esbjerg.

I 2025 skal der findes en række foreninger i Esbjerg Kommune, som skal dele en million kroner. Det skal ske i samarbejde med Esbjerg Kommune.

Fonden lægger vægt på, at pengene skal gå til foreninger, der er præget af frivillige ildsjæle.

Derudover er der sat et større beløb af til Byparken i Esbjerg.

1,5 millioner skal gå til færdiggørelsen af legepladsen i Byparken, så legepladsen kan få det markante løft, som fonden, Esbjerg Kommune og Lauritzen Fonden er enige om.

Desuden skal to millioner gå til modernisering og fornyelse i Byparken.

“Jeg har en meget stor musikalsk interesse, og jeg mener, at i Byparken kan vi få et samlingsted for at hente forskelligt musiktyper ind. Med udendørs ting er vi selvfølgelig afhængige af vejr og vind, men det kunne være rigtig godt, hvis vi også havde noget der, som kan komme igen år efter år”, siger Johan Hoffmann.

Johan Hoffmann Fonden giver også fire millioner til kunstværker i den nye bypark.

Her er planen, at en eller flere markante skulpturer skal skabe nye oplevelser for gæster i Byparken. I løbet af 2025 skal en idekonkurrence afgøre, hvilke kunstnere der skal opføre kunsten.

Kunstprojektet gennemføres i 2026 med Esbjerg Kunstmuseum som vejleder.

Fonden giver også to millioner kroner til Dokken Bykaj-projektet.

Mere til sport og kultur

Johan Hoffmann Fonden vil også give fire millioner til promenadekoncerter i Esbjerg de kommende fem år.

Promenadekoncerterne bliver sammensat af musikere fra Esbjerg Ensemble, symfoniorkestre og studerende fra Syddansk Musikkonservatorium. Det praktiske arbejde er i gang ledet af Gabriella Bergmann, der er ensemblechef.

Efter planen skal de første koncerter finde sted allerede i 2025, og rammen bliver Musikhuset, Tobakken og Torvet.

Endelig har Johann Hoffmann Fonden også bevilliget en tilskudsramme på 20 millioner kroner til træningshal og træningsfaciliteter på Gl. Vardevej.

Johan Hoffmann Fonden deler ud: Vil give noget tilbage til Esbjerg
Foto: Niklas Grønborg

Fonden håber, at Esbjerg Kommune og andre bidragsydere som virksomheder og andre fonde vil være med til at financiere projektet.

Ifølge Johan Hoffmann Fonden skal projektet løfte de eksisterende idrætsfaciliteter og væresteder i området omkring Blue Water Arena til gavn for brugere og gæster.

Træningshallen skal bruges til indendørs idrætsgrene, og hallen skal stå til rådighed for alle foreninger og kunne bruges af professionelle og amatører. Der skal også være moderne og tilstrækkelige omklædningsfaciliteter.

En del af projektet er også, at der skal være opholdsrum til offentligheden, hvorfra man har udsigt over udendørsaktiviteter.

“Det er et fantastisk område, der er ekstremt bynært. Men det fordrer, at du har faciliteter, folk kan være i, når det regner, og at du har et sted, hvor folk rent faktisk kan sætte sig ned og købe en kop kaffe, når de har lyst til det. Vi så gerne, at det blev et samlingssted. Og så ligger det midt i naturen, så der er mange naturfolk, der i forvejen kommer der, når de er på vej i skoven”, siger Henry Heiberg, der er næstformand i Johan Hoffmann Fonden.

Vil give noget tilbage til byen

For Johan Hoffmann har det altid haft stor betydning at kunne give noget tilbage til byen, og han har derfor besluttet, at der af den resterende del af formuen skal sættes 100 millioner kroner af til støtte for initiativer og aktiviteter i Esbjerg de næste fem år.

“Der er mange medarbejdere, samarbejdspartnere og andre, som Johan gerne vil sige tak til. Hvis du vil støtte nogen, der har lavet en god indsats, så lad være med at støtte dem direkte. Støt det de brænder for”, siger Henry Heiberg.

De næste fem år vil Johan Hoffmann Fonden uddele omkring 23 millioner kroner om året. Efterfølgende er planen at gå tilbage og uddele cirka syv millioner om året.

Johan Hoffmann giver udtryk for, at han gerne vil give noget tilbage til den by, der hjalp ham, da han i sin tid stiftede Arovit Petfood.

“Vi lavet en generationsskifte, som er gået lykkeligt igennem. Nu sidder mine døtre med en stor del af kagen, men de sidder så andre stede og er ikke længere i Esbjerg. Derfor er det måske det sidste skud, der sker nu ved at give nogle penge tilbage til byen. Jeg har været så heldig, at jeg blev hjulpet af kommunen dengang og havde måske ikke siddet her i dag, hvis det ikke havde været for dem”, siger Johan Hofmann.

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien