Julemysterie på scenen: Esbjerg Børne- og Ungdomsteaterstjerner er klar til decemberpremiere
Det er sørme, det er sandt – det er december, og Esbjerg Børne- og Ungdomsteater er klar med et nyt juleteater: “Et julemysterie”.
Stykket har premiere den 6. december og byder på 17 talentfulde unge skuespillere.
Bag stykket står tre instruktører: Sabrina Parish, Heidi Bilde Calvillo og Jette Gøeg, hvoraf Jette også har skrevet manuskriptet. Heidi har komponeret alle sange og musikken til forestillingen.
“Et julemysterie – Hvad skete der med Julemandens breve?” foregår i Julemandens værksted og på et postkontor tæt ved værkstedet.
Men alt er ikke, som det plejer. Brevene til Julemanden bliver færre og færre, og der er ingen sække fyldt med ønsker. Hvad skal Julemanden dog gøre? Svaret på mysteriet bliver forhåbentlig afsløret i stykket – så julen kan reddes.
Alle glæder sig
Børnene har øvet sig flittigt siden den 11. september. En gang om ugen mødes de til prøver, og derudover har de haft to intensive øve-weekender. Op til premieren går de ind i det, de kalder “opløbet”, hvor der øves hver dag.
“Inden premieren har vi det, der hedder opløbet. Her er vi på teatret og øver hver dag, så børnene føler sig trygge på scenen,” fortæller teamet bag Esbjerg Børne- og Ungdomsteater.
Dansene i stykket er skabt af Viola og Carmen, der begge også medvirker i “Et julemysterie”.
“Vi glæder os til at se, om publikum kan gætte, hvad der er sket med Julemandens breve. Derudover glæder vi os selvfølgelig til at vise alt det hårde arbejde, børnene har lagt i forestillingen – de er virkelig blevet dygtige,” fortæller Gitte Gammelgaard, næstformand i Esbjerg Børne- og Ungdomsteater.
Hvad: Teaterstykke: Et julemystrerie – Hvad der skete med Julemandens breve?
Hvor: Borgergade 25, 6700 Esbjerg – Esbjerg Børne- og Ungdomsteater
Hvornår:
Premiere fredag den 6. december kl. 19.00
Lørdag den 7. december kl. 11.00 og kl. 14.00
Søndag den 8. december kl. 11.00 og kl. 14.00
Lørdag den 14. december kl. 11.00 og kl. 14.00
Søndag den 15. december kl. 11.00 og kl. 14.00
Billetter koster 60 kroner.
Læs mere her