Julens sødeste nyhed: Nisse- og adventstrøfler hos OST
Hver mandag får du Ugens tip skrevet af redaktionen.
Ugens tip samler alt det, vi godt kan lide.
Det kan være noget nyt, der er dukket op, en lækker café, et helt særligt sted i byen, en sjov aktivitet for børn eller voksne eller et betagende besøg på et museum.
Så her får du serveret de bedste tips til alt det bedste i og omkring Esbjerg.
De lækreste trøfler fra Trøfleriet i Thy
I denne uge har vi været på besøg hos OST – en butik, der byder på meget mere end ost. De har et væld af lækre specialiteter, og her i den søde juletid har de fået nogle ekstra søde julesager på hylderne.
Hos OST finder du flere forskellige slags trøfler fra Trøfleriet i Thy, og her op mod december har de tilføjet to nye trøfler til sortimentet.
Den ene ligner en sød lille nissehue, og den anden, deres grønne trøffel med en fin lille krans på, er deres adventstrøffel.
Hvis du elsker lækre trøfler, kan vi helt klart anbefale disse.
Alle trøflerne er utrolig cremede, med en smagsoverraskelse i midten og omgivet af et lag god, tyk chokolade.
Juletrøflen
Juletrøflen er en nyhed og består af en trøffel med nougatknas i midten, overtrukket med den lækreste røde chokolade og toppet med en lille skumfidus, der får den til at ligne en nissehue.
Adventstrøflen
Adventstrøflen er overtrukket med grøn chokolade og har en lille krans lavet af hvid chokolade, pyntet med pistacienødder. Den ligner en lille adventskrans, der ligger ovenpå. Indeni forkæles du med en cremet trøffel, hvor midten gemmer på en lækker pistaciecreme
De to trøfler er noget helt særligt til jul og fås kun, så længe lager haves.
Anbefalingerne fra OST
Hos OST har de mange forskellige trøfler, så vi spurgte ind til deres egne anbefalinger.
Deres favoritter er lakrids- og dulchetrøflerne.
Lakridstrøflen
Lakridstrøflen er et hit for alle lakridselskere – generelt går kage og lakrids bare godt sammen, og denne luksustrøffel er ingen undtagelse. Med flydende lakrids, saltkaramel, overtræk af lakridschokolade og et drys lakrids forstår vi godt, hvorfor den er en klar favorit blandt pigerne i butikken.
Dulchetrøflen
En anden favorit er dulchetrøflen. Her får du en lækker, cremet trøffel med flydende saltkaramel i midten, overtrukket med dulchechokolade og pyntet med hakkede peanuts.
Alle trøfler hos OST koster 20 kroner stykket, så hvis du mangler noget sødt til kaffen, er de en oplagt lille snack.