Kæmpe drama: Sejren var grim, men det lever Ribe-Esbjerg HH fint med
Tre sejre. Seks point.
Ribe-Esbjerg HH har givet sig selv en fænomenal indledning på sæsonen og har altså gjort rent bord indtil videre.
Det er fantastisk.
Det var spillet nu ikke på eget halgulv onsdag aften, men på rå fight lykkedes det alligevel at nedlægge KIF Kolding og vinde 31-28.
En sejr på tre mål lyder nogenlunde komfortabelt, men det var det nu på ingen måde, for slutfasen udviklede sig til et kæmpe drama.
Mathias Jørgensen scorede på et elegant vip, da der kun var en enkelt aflevering tilbage, og desuden kom keeper Andreas Haagen, der ellers havde siddet udenfor i hele kampen, ind til allersidst og pillede et kampafgørende straffekast.
Små marginaler
Så jo, det var de små marginaler, men dem skal man jo som bekendt også opsøge. Det gjorde Ribe-Esbjerg, og der var bonus for anstrengelserne i form af den tredje sejr i træk.
Nu venter to udekampe mod TMS Ringsted og Nordsjælland. Det er også løsbare opgaver, så lige nu er det altså svært at bevare pessimisme – og lad os da endelig bare kaste den overbord.
Kom buldrende
Men lad os lige så vendt dramaet mod KIF Kolding.
Ribe-Esbjerg HH kom buldrende ud af starthullerne – og i de første minutter virkede det ærlig talt som om, at holdet havde tænkt sig at afgøre hjemmekampen mod oprykker KIF Kolding med et snuptag.
Værterne kom foran 4-1. Salah Boutaf stod blændende inde i målet, og i den modsatte ende blev boldene pumpet i netmaskerne med både sikkerhed og stor kraft.
Det tydede jo godt. Det tydede på den tredje ligasejr ud af lige så mange mulige.
De overbevisende takter varede dog ikke meget mere end 10 minutter, for derefter brændte Jerry Tollbring et straffekast, unge Mads Aarhus, der havde fået chancen fra start i stedet for rutinerede Mathias Jørgensen, kiksede i flere omgange, og også Sasser Sonn, som ellers præsterede så flot i Fredericia i søndags, brændte også en af den slags chancer, som simpelt hen bare skal udløse en scoring.
Ni minutter uden mål
Så det var sådan set Ribe-Esbjerg HH, der selv inviterede KIF Kolding tilbage i kampen, og sådan en invitation siger man selvfølgelig ikke nej til, når den nu byder sig.
KIF Kolding kom foran med både et og to mål ved effektivt at spille syv mod seks, og i banens modsatte ende lykkedes det desuden at holde hjemmeholdet fra at score i ni minutter.
Og dermed var tingene pludselig vendt på hovedet, men en energisk Alfred Jönsson var med til at sørge for, at Ribe-Esbjerg HH trods alt kun var bagud 15-14 efter en første halvleg, som på ingen måde vil gå over i historien som en af de bedre.
Lidt af en gåde
I anden halvleg undlod KIF Kolding i lange perioder at spille syv mod seks. Det var altså lidt af en gåde, når det nu var gået så godt i den sidste halvdel af de første 30 minutter.
Det var formentlig medvirkende til, at Ribe-Esbjerg HH fik slidt sig tilbage. En medvirkende årsag var også playmaker Casper Käll, der kom ind og både satte tempo, assisterede og scorede. Stærkt af ham.
I slutfasen havde hjemmeholdet overhånden, men sejren var på ingen måde hjemme. Den blev sikret til allersidst – og nu har Ribe-Esbjerg HH altså seks point efter seks kampe.
Det var et kæmpe drama.
Sejren var grim, men det lever Ribe-Esbjerg HH helt sikkert fint med.
Kampen i tal
Ribe-Esbjerg HH – KIF Kolding 31-28 (14-15)
Stillinger undervejs
6-4, 7-7, 11-12, 20-20, 25-24, 27-25.
Mål, Ribe-Esbjerg HH: Alfred Jönsson 6 (3), Casper Käll 5, Mathias Jørgensen 4, Elvar Asgeirsson 3, Sasser Sonn 3, Benjamin Hallgren 2, Jerry Tollbring 2 (1), Rasmus Meyer 1, Mads Aarhus 1, Christian Termansen 1.
Udvisninger
Ribe-Esbjerg HH 0, KIF Kolding 2
Tilskuere
1002
Den næste kamp
På lørdag kl. 15.00 spiller Ribe-Esbjerg udekamp i ligaen mod TMS Ringsted.