Kæmpe folkefest i midtbyen: Kom og hep med på Team Esbjerg
Når Team Esbjerg løber på banen til den første kvartfinale i EHF Champions League, bliver det ikke kun i Rumænien, at der bliver heppet.
Midt i Esbjerg, under åben himmel og med god mad i hånden, kan du være med til at sende støtten hele vejen til spillerne – live fra Street Food-gårdhaven.
Kampen vises live – midt i byen
Søndag den 20. april kl. 14.00 forvandles Esbjerg Street Food til en rød og blå fanzone, når storskærmen tændes, og kampen mod CSM Bucuresti ruller i gang.
I samarbejde med Team Esbjergs dedikerede fangruppe The Red Phoenix inviteres hele byen til at være med – og det er ikke en helt almindelig visning.
Samarbejde med fansene
The Red Phoenix sørger som altid for at piske stemningen op, og hos Street Food har man lagt rammerne klar: god mad fra boderne, iskolde drikkevarer fra hanerne og masser af plads i gårdhaven til at synge og klappe.
Det er en begivenhed, der samler på tværs af børn, voksne, familier, venner og alle, der har bare en smule hjerte, der banker for Team Esbjerg og europæisk topklassehåndbold.
Læs også: Efter skuffende sæson: Nu drømmer Esbjerg Vikings igen stort