Kæmpe interesse for Esbjerg: 800 vil ind på 75 pladser
Esbjerg går imod strømmen, når det gælder interessen for de videregående uddannelser.
Mens mange steder i landet kæmper med faldende ansøgertal, har Esbjerg noteret en samlet stigning på 12,71 procent i årets kvote 1-ansøgninger.
Det er særligt de professionsrettede velfærdsuddannelser og den nye psykologiuddannelse på Syddansk Universitet, der trækker de unge til byen.
UC SYD vender kurven: Stort hop i ansøgninger
På UC SYD i Esbjerg er der stor grund til optimisme. Uddannelsesstedet oplever en samlet stigning på 18 procent i 1. prioritetsansøgninger sammenlignet med sidste år.
Især pædagoguddannelsen går markant frem med hele 93 procent flere ansøgere.
“Vi er utroligt stolte over, at så mange ansøgere i år har sat kryds ud for en uddannelse på UC SYD. Det er enormt vigtigt for landsdelens skoler, børnehaver, sygehuse og øvrige velfærdsinstitutioner, at vi kan sikre en tilgang af dygtige medarbejdere,” siger rektor Alexander von Oettingen.
Han fremhæver samtidig det tætte samarbejde med lokale kommuner og Education Esbjerg som afgørende for udviklingen. På landsplan går de fire store velfærdsuddannelser tilbage med knap 2 procent, så Esbjerg placerer sig markant over gennemsnittet.
Første år med psykologi slår alle rekorder
Den nye psykologiuddannelse i Esbjerg har fået en overvældende modtagelse. Mere end 800 har søgt om optagelse, og 179 har sat den som deres førsteprioritet, selvom der kun er 75 pladser.
“Det er enormt glædeligt, at så mange unge mennesker har lyst til at læse til psykolog i Esbjerg, for vi ved, at vi står over for en stor mangel på netop psykologer i det sydvestjyske område i de kommende år,” siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.
Dekan på det sundhedsvidenskabelige fakultet på SDU, Ole Skøtt, stemmer i:
“Den markante søgning viser, at der er et stort ønske om at studere psykologi i regionen. Vi ser på SDU frem til at byde de mange nye studerende velkommen og bidrage til at dække det stigende behov for psykologer i det sydvestjyske område.”
Flere vil læse jura i Esbjerg
Jurauddannelsen, som blev åbnet i Esbjerg i 2023, har også bidt sig fast. I år er der kommet en stigning på 3 procent, og 92 har søgt den som deres førsteprioritet. Det betyder, at der igen er rift om de 50 studiepladser.
De engelske uddannelser tiltrækker internationale studerende
Aalborg Universitet i Esbjerg oplever fortsat stor interesse for de engelsksprogede ingeniøruddannelser, særligt Applied Industrial Electronics og Chemical Engineering and Biotechnology. Her er der 141 1. prioritetsansøgninger alene.
Erhvervsakademi SydVest ser fortsat stor søgning mod de engelsksprogede IT-uddannelser, men må samtidig notere en samlet tilbagegang på 8,7 procent.
Det skyldes både et stærkt vinteroptag tidligere på året og en mere afdæmpet rekruttering i udlandet.
“Efter flere år med stigninger i ansøgertallene til vores uddannelser, har vi nu fundet tilbage til et naturligt leje,” siger rektor Henrik Larsen.
Læs også: Esbjerg Festuge slår rekord: Her er de vilde besøgstal Han understreger, at EASV arbejder for at få oprettet 50 ekstra engelsksprogede pladser i Esbjerg.
Maskinmesterskolen fortsætter medvind
Også Fredericia Maskinmesterskole i Esbjerg har grund til at glæde sig. Skolen har fået 25 procent flere ansøgninger til deres maskinmesteruddannelser sammenlignet med sidste år.
Det sker i en tid, hvor efterspørgslen på arbejdskraft i det sydvestjyske område er høj, og interessen for tekniske uddannelser stiger.
Næste skridt: Svar den 28. juli
De mange ansøgere får besked den 28. juli, om de er kommet ind på deres ønskede uddannelse i Esbjerg.
