Kæmpe loppe-supermarked melder ud: Åbning i Esbjerg forsinkes
Efter planen skulle kæden Kirppu åbne i Esbjerg i i oktober på Østre Gjesingvej. Men den åbning er blevet udskudt. Det skriver Kirppu i en pressemeddelelse.
Årsagen til den udskudte åbning skyldes udfordringer med leveringen af elementer til det nye indgangsparti, der skal bygges. Dermed må kunder vente til 23. november, som er den nye åbningsdato.
Dette ændrer dog ikke på, at Kirppu åbner for bookinger af stande den 20. september, hvor åbningstilbuddet vil være aktivt fra.
”Vi er naturligvis skuffede over at have meldt en åbningsdato ud og gjort alt klar, og så er det en dør, der skal spænde ben for vores tidsplan,” – udtaler Morten Bøjland, medstifter og CEO i Kirppu.
Ugen op til åbningsfesten vil det være muligt for alle, der har booket stand på åbningsdagen eller de tre efterfølgende dage, at komme og sætte deres ting op på deres stande.
Der vil ikke kunne handles i ugen op til, men Kirppus medarbejdere står klar med smilende service og højt humør til alle, der måtte komme forbi for bare at kigge, ville booke en stand eller sætte op.
”Vi sørger for god musik og fantastisk stemning i hele ugen op til, og når vi nu må skubbe åbningen, sørger vi for at købe ekstra meget fadøl, sodavand og popcorn, som naturligvis vil være gratis på åbningsdagen den 23. november for alle besøgende,” – fortæller Morten Bøjland, medstifter og CEO i Kirppu og fortsætter:
”Vi har oplevet en helt fantastisk interesse i Esbjerg, og vi glæder os helt vildt til at kunne åbne og byde Esbjerg og omegn velkommen i Kirppu Esbjerg”.
Åbningsfesten 23. november starter klokken 10:00 og slutter klokken 17:00 i det gamle Elgiganten på Østre Gjesingvej 26, 6715 Esbjerg N.
Der vil på dagen være mulighed for at hilse på Kirppus maskot, Loppen Louie, og der vil være gratis is til de første 100 børn. Derudover vil der være en række konkurrencer, hvor det vil være muligt både at vinde gavekort og standleje i butikken.