Kæmpe opbakning i Ribe: Selv butikkerne nød løbsdagen
Byen summede af liv, længe før kongen gik i land.
Den 9. juni havde været krydset af i kalenderen i månedsvis, og forventningens glæde kunne mærkes i hele Ribe.
Byen var klar og ventede på kongen
Esbjerg Kommunes borgmester, Jesper Frost Rasmussen, stod klar i god tid, inden kongen kom sejlende ind mod byen.
“Jeg har glædet mig meget. Det har været planlagt længe, og det er en stor dag for Ribe” sagde han, mens han ventede på Frederik.
Borgmesteren havde selv snøret løbeskoene og var klar til dagens strabadser.
“Jeg er i fin form, jeg tror det kommer til at gå godt. Jeg skal løbe den korte nu her, som kongen også skal, og så skal jeg ud på den længere rute senere” sagde han.

Løbesko og fællesskab i Danmarks ældste by
Cirka 10.000 deltagere skulle løbe gennem Danmarks ældste by. Ruten var fordelt på tre distancer – one mile, 5 kilometer og 10 kilometer.
One mile havde 2493 deltagere, 5 kilometer ruten tiltrak 4984, og 10 kilometer ruten havde 2511 løbere. Den længste rute førte blandt andet deltagerne forbi Ribe VikingeCenter.
Butikkerne fik også besøg og smil
Selv butikkerne i centrum kunne mærke, at det ikke var en helt almindelig dag. En butikschef fortæller, at selvom der ikke nødvendigvis blev langet flest varer over disken, var stemningen god.
“Vi har ikke haft så mange købende kunder som i går, men det er en hyggelig dag, hvor folk er glade og kommer forbi og siger hej” sagde han.
Han glædede sig over, at byen kunne håndtere det store pres.

Royal Run uden aldersgrænse
Blandt de mange løbere var også flere, der viste, at alder ikke er nogen hindring. Gerda Conradsen på 101 år og Tove Carlsen på 92 år var begge med i one mile-distancen. De har deltaget i Royal Run før, og igen i år tog de turen gennem Ribes historiske rammer.
Tallene bag festen
Ribe havde i år en lille overvægt af mandlige deltagere. 42,35 procent af deltagerne var kvinder, mens 57,27 procent var mænd.
Rigtig mange mennesker var dukket op for at heppe – både på familie, venner og ikke mindst kongen, der var dagens store hovedperson.