Kæmpe scoop: X Factor-stjerne spiller til populært arrangement i Esbjerg
Igen i år bliver der gået i en god sags tjeneste ved Veldtofte Idrætspark i Esbjerg.
Stafet for Livet finder i år sted 30. og 31. maj.
Det bliver en dag fyldt med musik, hygge, underholdning og en masse kilometer i benene.
Men i år er der også ekstra grund til at glæde sig til underholdningen på scenen.
Sidste års vinder af X Factor, Leslie, kommer nemlig og spiller på scenen.
“Vi er meget glade for, at Leslie kommer. Hun har ikke givet mange koncerter, efter hun vandt X Factor, så vi er meget taknemmelige for, at hun vil komme ud til os og spille,” siger Søren Andersen, der er formand for Stafet for Livet i Esbjerg.
Derfor håber han, at mange har lyst til at dukke op og opleve Leslie, og at de samtidig har lyst til at give et bidrag eller tilmelde et hold.
Til Stafet for Livet går og løber deltagerne for at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse. Man kan være med ved at oprette eller deltage på et hold.

Hyggelig dag
Ud over Leslie vil der også være en masse anden underholdning i løbet af de to dage.
Blandt andre spiller Tina Harbech, Demmerdem og Dorte Mørup.
Samtidig vil der være en masse aktiviteter for både børn og voksne.
“Det bliver lidt anderledes i år. Selve ruten er lidt kortere, så området omkring scenen bliver lidt mere intimt. Banen kommer til at gå ind foran scenen, så forhåbentlig bliver der mere kontakt mellem det, der sker på scenen, og dem der går,” siger Søren Andersen.
I år er det Stephanie Lose (V), som holder åbningstalen og skyder løbet i gang.

Traditionen tro vil der om aftenen, når mørket falder på, være lysceremoni, hvor en masse lysposer tændes og lyser pladsen op.
Du kan læse mere og tilmelde et hold på Stafet for Livets hjemmeside.
Læs også: Spændende kampe venter: Her begynder kampen om oprykning for EfB